91-årige Poul stillede træskoene og tog sjælden badetur

Plejehjemsbeboerne på Svanedammen i Nyborg holder i år sommerferie i et sommerhus, hvor de kan komme ud og bade.

Det er ikke hver dag, at plejehjemsbeboere har mulighed for at komme ud at bade. For 91-årige Poul Clausen var det dog anden gang på få timer, da TV 2/Fyn fangede ham under en badetur ved Hesselager syd for Nyborg.

- Det var dejligt. Det er anden gang i dag. Det er to timer siden, jeg var i vandet sidst, siger Poul Clausen.

Sammen med de andre plejehjemsbeboere og personalet er han kommet på sommerferie med Plejecenter Svanedammen.

- Når man ikke har et sommerhus selv, er det ikke ret tit, jeg kommer i sommerhus, konstaterer den 91-årige østfynbo, der nyder en tur i bølgerne. 

Er det ikke for koldt for dig?

- Nej. Det er ikke sådan rigtig varmt, men det er heller ikke koldt.

Hvad giver sådan en badetur?

- Hygge og behagelighed.

Derfor kan Poul svømme ved Hesselager

Det er et større pengebeløb fra Nyborg Kommune til den frivillige støtteforening Svanedammens Venner, der har gjort, at plejehjemmet i denne uge har kunnet leje et stort sommerhus på Sydøstfyn. 

I løbet af de seneste par dage har de ældre fra plejehjemmet været nede i sommerhuset på skift, og tirsdag var alle mand af sted til en badetur og frokost med snaps.

Det er ingen tvivl om, hvad sommerhusopholdet betyder for de ældre, fortæller formanden for Svanedammens Venner, Birgitte Jaque Jensen.

- Alt. Det er sådan nogle ting, de måske kan huske senere via billeder. Når personalet også er med, har de noget at tale sammen om, siger Birgitte Jaque Jensen. 

Det betyder alt for plejehjemsbeboerne, at de kan komme en tur i sommerhus, fortæller formanden for Svanedammens Venner. 
Fotograf: Ken Petersen

Andre somre har plejehjemsbeboerene holdt ferie på plejecentret.

- De sidder derhjemme på plejecentret, og det er også udmærket, men et sommerhusophold giver alligevel lidt, forsikrer hun.

Sommerhuset ligger cirka 19 kilometer syd for Nyborg. Her er badevandstemperaturen på omkring 17 grader. 

Oversigt

    Oversigt