AaB-træner advarer mod OB's angrebspower

Kenneth Emil Petersen returnerer efter overstået karantæne, når AaB i aften tager imod OB i Superligaen.

Medaljekandidaterne AaB tabte den første kamp i Superligaen, da foråret blev skudt i gang med et 2-3-nederlag på udebane til bundholdet Silkeborg.

I aften er AaB tilbage på eget græs, når klubben skal spille den udsatte kamp fra efterårssæsonen mod OB.

Fynboerne tabte også sin forårspremiere med 2-3, da topholdet FC København var forbi Odense i søndags, og AaB-træner Kent Nielsen advarer mod OB's aggressive offensiv.

- Nu gælder det så et OB-hold, som trods nederlag i forårspremieren mod FCK leverede en stærk indsats mod landets i øjeblikket bedste klubhold.

- Selvom vi står over for en dygtig og aggressiv modstander med meget power i sit angrebsspil, så tror vi på, at vi med en god præstation også kan opnå et resultat.

- Og forhåbentlig vil vi igen opleve den sædvanlige uundværlige støtte fra vores publikum, så vi sammen kan flytte marginalerne på vores side, siger Kent Nielsen til klubbens hjemmeside.

AaB var foran to gang mod Silkeborg, som i fredags viste stærk fysik med to mål i anden halvleg af den kamp.

- I fredags i Silkeborg fik vi ikke den start, som vi havde håbet på, selvom der med to føringer undervejs var mulighed for at hente point.

- Jeg kan ikke sætte en finger på attituden, men vores kvalitet når vi havde bolden, var simpelthen ikke god nok, konstaterer Kent Nielsen.

AaB må undvære Lasse Nielsen, Anders Due, Rasmus Thelander og Kayke, der alle er ude med skader.

Til gengæld er den centrale forsvarsspiller Kenneth Emil Petersen tilbage efter overstået karantæne.

Kampen mellem AaB og OB fløjtes i gang klokken 18.30.

Oversigt

    Oversigt