I det fynske folks tjeneste

Åbne mikrofoner runger gennem Odense

Foto: Ida Guldbæk Arentsen / Scanpix

Interessen for stand-up er eksploderet i Odense de sidste par år. Det viser blandt andet antallet af såkaldte "open mic'er", hvor komikerne kan prøve deres jokes af.

For mange vil ideen om at stille sig op foran en flok fremmede mennesker få svedkoncentrationen under armene til at stige. Og hvis man oven i købet skal forsøge at få en hel sal til at grine - så ville de fleste nok springe ned fra scenen og tilbage på stolerækkerne.

Det er tydeligt, at stand-up-miljøet virkelig er blusset op i Odense

Phillip Devantier, stand-up-komiker, Odense

Men flere odenseanere har de seneste år fået øjnene op for stand up’en - både på og foran scenen.

Flere prøver komikken af på den åbne mikrofon
I løbet af de seneste par år er antallet af open-mic-arrangementer nemlig steget kraftigt i Odense.

- Det er tydeligt, at stand-up-miljøet virkelig er blusset op i Odense. Da jeg startede for fem år siden, var der ikke nogen steder, hvor der var særligt meget stand-up. Men det er der kommet nu, siger Phillip Devantier fra Odense, der har lavet stand-up i  fem år og lever af at gøre det.

I april måned er der ifølge facebooksiden “Stand Up i Odense” syv open-mic arrangementer på diverse værtshuse. Hertil skal så lægges de øvrige stand-up-arrangementer, der også er fulgt med i kølvandet på den stigende interesse for fynsk stand-up.

Komikerens træningslokale

Philip Devantier er af de komikere, der mandag indtager scenen til open-mic på Old Irish Pub i Vintapperstræde i Odense. Open-mic er en amerikansk stand-up-tradition, hvor for eksempel et værtshus stiller en scene og en åben mikrofon til rådighed for de komikere, der gerne vil prøve nye jokes af foran et publikum. Og disse arrangementer er vigtige for stand-up’erne.

- Open mics er en essentiel del af stand-up. Det er vores legeplads, men også komikerens træningslokale - det er her, man finder ud af, om materialet overhovedet er sjovt, siger Phillip Devantier.

Og selvom kvaliteten på open-mics kan være svingende, da der både er tale om de helt grønne og de rutinerede professionelle komikere, så er de odenseanske open mic’er blevet populære for det fynske stand-up-publikum. Det fortæller flere af arrangørerne.

Blandt andre Kasper Blom, der bestyrer Old Irish Pub i Odense.

- Da vi startede med at have open mic’er for et år siden, var vi lidt i tvivl, om det overhovedet ville blive en succes. Men det er det virkelig blevet. Vi har open mic-aften hver anden uge, og der er næsten fuldt hus hver gang, siger Kasper Blom.

Der er kommet meget mere udenlandsk stand-up til Danmark gennem Youtube og Netflix. Så det er blevet mere tilgængeligt, og derfor er der flere, der finder interessen for det

Torben Sangild, stand-up-ekspert og skribent

“Man får altid noget med hjem”

Hvorfor er open mic’er blevet så populære?

Ifølge ekspert i stand-up, Torben Sangild, er det fordi, at open-mic-arrangementer uanset komikerniveauet altid er garant for en god oplevelse.  

- Det attraktive ved open mic er, at man ikke ved, hvad man får. Men man ved, at selv om det måske ikke er hylende sjovt hele vejen igennem, for der er måske nogle komikere, der falder igennem, så er der generelt set altid nogle sjove passager, så man vil næsten altid have en god aften og få et eller andet med hjem, når man går på open-mic.

Derudover mener Torben Sangild, at stigningen i open-mic-arrangementer generelt er et udtryk for, at flere danskere er blevet interesseret i den komiske stilart.

- En ting er, at der er sket en stor professionalisering af dansk stand-up op gennem 00’erne. Og en anden ting er, at der er kommet meget mere udenlandsk stand-up til Danmark gennem Youtube og Netflix. Så det er blevet mere tilgængeligt, og derfor er der flere, der finder interessen for det, fordi de ser, hvad genren kan - også uden for Danmark, siger Torben Sangild.

Fra jokes til personlige bekendelser

Derudover har udviklingen inden for stand-up'en gået fra at fortælle jokes til at få et mere personligt og filosofisk præg.

- Der er kommet en tendens, som jeg kalder bekendelseskomik. Det handler om, at man ikke bare taler overfladisk om sig selv, men fortæller deciderede personlige og nogle gange smertefulde ting om sig selv. Og det kan virkelig et eller andet, at man både griner og bliver rørt i løbet af det samme stand-up-show, siger Torben Sangild.

Se med kl 19.30 mandag , hvor TV2/ FYN sender live fra open mic på Old Irish Pub i Odense.

Ved du noget? Så send os et tip

Ny forbedret app til dig
Ny forbedret app til dig
Ny forbedret app til dig

Tryk på del og herefter "Føj til hjemmeskærm" for at oprette en genvej.

Åben browser menuen og vælg "Føj til startskærm" for at oprette en genvej.