I det fynske folks tjeneste

Efter konkurs: Åbne sår i Haarby skal endelig lukkes

Nu bliver arbejdet med kloakker og regnvandsbassin i Haarby genoptaget.

Gravearbejdet i Haarby har været i gang længe. Billedet her er fra 2018. Foto: Google Street View

Først i august måtte Michaels Maskinstation dreje nøglen og meddele, at firmaet var gået konkurs.

Konkursen efterlod 65 ansatte uden job, mens opgravninger i Haarby blev efterladt som åbne sår i bybilledet.

Nu har bygherren Assens Forsyning A/S sikret, at arbejdet med at renovere kloakkerne til regnvand og spildevand i det centrale Haarby bliver genoptaget. 

Det betyder at regnvandsbassinet nær de grønne områder og stisystemet ved Haarby Stadion gøres færdig, mens arbejdet med kloakkerne til 130 ejendomme i den centrale del af byen også får en slutdato.

Læs også Andreas er tilbage i skole: - Jeg var bange for at spørge, om de ville lege

I første omgang er det aftalt, at Marius Pedersen A/S overtager en mindre del af opgaven og blandt andet færdiggør regnvandsbassinet, der skal håndtere fremtidens stigende mængder nedbør. 

- Det er her, det afbrudte arbejde har været mest synligt, og det er her, borgerne i Haarby gerne vil kunne færdes, uden at være generet af udgravninger og afspærrede områder, siger projektingeniør Birgitte Schmidt Hansen i en pressemeddelse.

... og resten

Hun oplyser, at den resterende entreprise, der omhandler gravearbejde i byens gader samt renovering og opdatering af kloakkerne til regnvand og spildevand, er sendt i udbudt igen.

- Vi håber at finde en ny entreprenør i uge 43, som kan fortsætte arbejdet i løbet af efteråret, siger Birgitte Schmidt Hansen.

Digital service

Assens Forsyning A/S opfordrer borgerne i Haarby til at melde sig til selskabets sms- og mailservice.

 

Herigennem kan borgerne holde sig orienteret om arbejdets udvikling og om mulige reguleringer af trafikken.

 

Tilmelding sker på www.assensforsyning.dk.

Se mere

Afsluttet inden 2021

Arbejdet med at renovere kloakkerne i Haarby forventes afsluttet ved udgangen af 2020 og finder sted på dele af Mosevangen, Skolevej, Syrenvej, Birkevej, Æblehaven, Algade, Akkerupvej, Sportsvej, Roesbjergvej, Trunderupvej og Stærmosevej. Så snart der er udarbejdet en ny tidsplan bliver de pågældende adresser orienteret.

Læs også Ferietrafik giver lørdage med masser af biler på Fynske Motorvej

Fakta

• Arbejdet med at renovere kloakkerne i Haarby finder sted på ti gader i den centrale del af byen og omhandler cirka 130 husstande (se kortet herunder).
• Projektet er en del af den spildevandsplan Assens Kommune har vedtaget, og som blandt andet har til formål at skille regnvand og spildevand ad til gavn for klima og vandmiljø.
• I forbindelse med projektet etablerer Assens Forsyning A/S nye regnvandsbassiner. Det sker ved Moesvangen og Trunderupvej. Endvidere udvides et eksisterende regnvandsbassin ved Fåborgvej.
• Assens Forsyning A/S er bygherre på projektet og havde efter gennemført udbud, hvor i alt fire entreprenører bød på opgaven, valgt Michaels Maskinstation som udførende entreprenør
• Efter cirka en måneds arbejde indstillede Michaels Maskinstation ved udgangen af juli arbejdet og alle sine aktiviteter.

Se mere

Grafik: Assens Forsyning A/S