Årets første jordbær: Fik jordbærtærte nytårsaften

I Bellinge på Fyn har gårdejer Jørgen Larsen stadig friske, røde jordbær. Han serverede dem i en tærte nytårsaften.

Det er intet som friske, røde jordbær i en dansk sommermåned. Det kan dog også lade sig gøre med friske, danske jordbær i januar. 

På Jørgen Larsens gård i Belling er der stadig røde jordbær 4. januar. Gårdejeren fik jordbærtærte lavet på egne, friske jordbær nytårsaften.

- Jeg havde mit barnebarn med nede at plukke jordbær, og så lavede vi jordbærtærte nytårsaften med egne jordbær. Det var rigtig sjovt og hyggeligt, men meget usædvanligt, siger jordbærentusiast Jørgen Larsen.

- De er gode og sprøde, men mangler solsmagen, fordi solen selvfølgelig ikke har været så meget fremme, som den kunne, men de smager godt. Det er gode jordbær, fortæller han.

Flere måneder længere end normalt

Jordbærrene gror i et koldhus uden varme og lys.

Jørgen Larsen plejer at have friske jordbær indtil midt på efteråret, men denne sæsons høst har på grund af den milde vinter strakt sig et par måneder længere. Det har han aldrig nogensinde prøvet før.

quote De er gode og sprøde, men mangler solsmagen

Jørgen Larsen

- Normalt fryser de ned sidst i oktober eller først i november. Så er det visne blade det hele. Det er meget usædvanligt, at alle planter har overlevet og gror videre, forklarer Jørgen Larsen.

Han forventer, at jordbærrene inden for kort tid vil fryse til, og så skal han - ligesom alle andre danskere - vente flere måneder med danske jordbær.

Oversigt

    Oversigt