Det har været en historisk varm og tør sommer, og tirsdag blev årets 72. sommerdag.
På Fyn nåede man flere steder over den magiske grænse på 25 grader, der definerer en sommerdag.
I Odense blev der eksempelvis målt 25,1 grader tirsdag eftermiddag. Endnu varmere var det blandt andet i Årslev og på Tåsinge, hvor der blev målt 25,6 grader. Det oplyser Danmarks Meteorologiske Institut.
Tropisk storm giver ekstra varme
Selv om kalenderen siger 18. september, har solen altså stadig kraft nok til at få termometret op på sommerniveau.
Årsagen til det sommervarme septembervejr er ifølge TV 2 Vejret, at luften hentes fra syd, og at luften over Danmark har sin oprindelse fra det sydlige Europa.
Også den tropiske storm Helene medvirker til det varme efterårsvejr.
Sommeren er slut
Det ser dog ud til at være slut i denne omgang.
De næste dage falder temperaturen, så tirsdag - den 72. sommerdag på landsplan - ender sandsynligvis med at blive årets sidste sommerdag.
Ifølge TV 2 Vejret er der ikke tegn på nye sommerdage i prognoserne. Der er dog tidligere målt over 25 grader i oktober.