I det fynske folks tjeneste

Årets ups: Cronhammar-skulptur skåret i stykker

Cronhammar-skulpturen "Camp Fire" blev ødelagt ved en fejl. Syddansk Erhvervsskole har påtaget sig ansvaret, og i løbet af få måneder kommer den genopbyggede skulptur op på en ny placering ved Stige Ø.

02:40

Skulpturen Camp Fire af den anerkendte kunstner Ingvar Cronhammar endte i går som skrot. Syddansk Erhvervsskole har taget ansvar i sagen. Se indslag fra 5. maj 2017.

Foto: Ole Holbech

Foto: Ole Holbech

Foto: Ole Holbech

Foto: Ole Holbech

Foto: Ole Holbech

1 af 6

Torsdag 4. maj 2017 var håndværkere med skærebrændere i fuld gang med at skære Cronhammar-skulpturen "Camp Fire" i stykker. Det nok største kultur-ups i året 2017 var en realitet.

I tiden efter har der være afholdt en række møder mellem kunstneren Ingvar Cronhammar, Syddansk Erhvervsskole og Odense Bys Kunstfond. Og nu er det klart, at skulpturen bliver genopbygget og opstillet på Stige Ø ved Odense Fjord.

Her er et rids af forløbet:

Sådan så skulpturen ud inden skærebrændere brød den ned i småsykker.

Historien begynder med et jubilæum

I 1994 fejrede den daværende Odense Tekniske Skole - nu Syddansk Erhvervsskole - sit 150-års jubilæum, og det skulle markeres med noget helt særligt.

Valget faldt på kunstneren Ingvar Cronhammar, der lavede skulpturen "Camp Fire".

Skulpturen har siden prydet grunden ud for skolens bygninger i Munke Mose i Odense centrum.

I efteråret 2015 sætter Syddansk Erhvervsskole den omkring 12.000 kvadratmeter bygning på Munke Mose Allé til salg. I december 2016 køber Tasfo Selskaberne den gamle ejendom fra 1899.

Skåret i små stykker

Læs også Kunstfond jagter skulptur-skrottere: Erstatningssag på vej

Af en grund, som ingen tilsyneladende kan finde eller vil vedkende sig, blev skulpturen i begyndelsen af maj 2017 pillet ned og skåret i stykker. 

Tilsyneladende uden at hverken kommunen, Syddansk Erhvervsskole, som siden er flyttet, eller den nuværende ejer af bygningerne har vidst noget som helst om det. 

- Det er helt forrykt. Vi er helt rystede, sagde Anders W. Berthelsen, der er formand for Odense Bys Kunstfond, og sidder i Odense Byråd.

Kunstneren selv var ikke meget klogere på, hvad der var sket.

- Det er godt nok noget trist noget, og meget besynderligt. Jeg kan slet ikke finde ud af, hvad fanden det er for en historie, sagde Ingvar Cronhammar.

Genskabes af nye materialer

Læs også Ødelagt kunstværk bliver genskabt helt fra bunden

På et møde 17. maj 2017 i Vejle mellem Syddansk Erhvervsskole, kunstneren Ingvar Cronhammar og formanden for Odense Bys Kunstfond Anders W. Berthelsen bliver det så aftalt, at skulpturen skal genopføres af nye materialer.

- Der er kommet et rigtigt positivt og konstruktivt resultat ud af mødet. Vi er enige om, at vi genskaber skulpturen af nye materialer, udført af professionelle håndværkere og under ledelse af min projektleder og mig selv, fortæller Ingvar Cronhammar efter mødet.

- Syddansk Erhvervsskole har opfyldt de krav, som vi har stillet. Det var de indstillet på, inden vi kom til mødet. Så det var et meget nemt møde, der var ikke de store sværdslag, fortæller Ingvar Cronhammars advokat Jakob Fastrup fra Ikast.

Kommunikationschef ved Syddansk Erhvervsskole, Lars Havelund, var glad for, at der blev fundet en løsning.

- Det, der har været meningen hele tiden, er at genskabe skulpturen i respekt for det kunstværk, som har stået i mange år. Og vi kan kun genskabe skulpturen, hvis det foregår i tæt samarbejde med kunstneren, så der ikke sker fejl i forbindelse med genopførelsen, siger Lars Havelund.

Genopføres på Stige Ø

Læs også Læserforslag: Opstil genskabt skulptur ved Stige Ø

Torsdag 15. juni 2017 blev det så besluttet, at den ødelagte Ingvar Cronhammar-skulptur "Camp Fire" skal stå ved Søpavillonen på Stige Ø.

Beslutningen blev truffet på et møde i Odense Kommunes særlige adminstrationsgruppe vedrørende kunst.

- Der var to muligheder for en placering i spil, da vi drøftede det i dag. Det ene var ved havn og kanal, og den anden universitet og forskerpark. Men vi blev ret hurtigt enige om at gå videre med en placering ved kanalen ved Stige Ø, fortalte formanden for Odense Bys Kunstfond, Anders W. Berthelsen dengang.

- Det skal være en markant og tydelig placering, og det må vi sige, at en placering her ved Stige Ø er. Den skal stå så tæt ved kanalen som muligt.

Læs også Stige Ø: Cronhammar-skulptur hører ikke til her

Ser på ny placering

Kunstneren Ingvar Cronhammar var torsdag 29. juni 2017 på besøg på Stige Ø for at se på mulighederne for placering til den ødelagte skulptur "Camp Fire".

En placering ved kanalen tæt på Fynsværket er den mest oplagte, mente både Ingvar Cronhammar og Odense Kommunes særlige adminstrationsgruppe vedrørende kunst, efter de havde besigtiget stedet.

Læs også Ingvar Cronhammar på Stige Ø: - En god placering

- Jeg tror, at det kan blive en god placering. Nu har jeg lige set stedet for første gang, så jeg skal lige have det ind under huden, sagde Ingvar Cronhammar under besøget på Stige Ø.

Og sådan bliver det. Skuplpturen kommer til at stå helt ud til kanalen, lige der hvor Østre Kanalvej kommer helt ud til kanalen - nogle hundrede meter før Søpavillionen.

Genopbygges på skibsværft

Skulpturen skal nu genopføres af nye materialer under opsyn af Ingvar Cronhammar. Syddansk Erhvervsskole betaler hovedparten, mens Odense Bys Kunstfond bidrager med 75.000 kroner.

- Det bliver værftet Fayard på Lindø, der kommer til at genopbygge skulpturen, fortæller Anders W. Berthelsen.

Anders W. Berthelsen forventer, at skulpturen kan være genopbygget og på plads i løbet marts eller april næste år.

Her skal den genopbyggede skupltur placeres.

BLÅ BOG: Ingvar Cronhammar

Ingvar Cronhammars skulptur Camp Fire er ved et uheld blevet skrottet. Kunstneren har en lang karriere bag sig:
  • Navn: Ingvar Cronhammar
  • Alder: 69 år (f. 17/12 1947)
  • Søn af radioforhandler Knut Cronhammar og modist Rut Cronhammar, født Ring.
  • Fødested: Hässelholm, Sverige
  • Nationalitet: Svensk
  • Uddannelse: Aarhus Kunstakademi 1968-1971
  • Karriere: Langvarig bidragyder af kunst til en stribe museer, firmaer og udsmykker IC3 togsættet 5094. Afdelingsleder på Billedhuggerskolen, Det Fynske Kunstakademi 1990-1995.
  • Del af Zygo-gruppen i det aarhusianske kunstmiljø i 1970'erne.
  • Modtager af: Statens kunstfonds 3-årige arbejdslegat 1989-1991. Statens Kunstfonds arbejdslegat 1987, 1988, 1993, 1994 og 1995.
  • Statens Kunstfonds livsvarige ydelse, Ridderkors af Dannebrogsordenen.
  • Kendte værker, blandt andet: Elia i Birk Centerpark ved Herning, IC3 togsættet 5094, Parkbænk II i Sophienholm, Mirage ved Banegårdspladsen i Herning, Camp Fire ved Odense Tekniske Skole (nu skrottet), Parkbænk IV i Billund, Crusader i Statens Museum for Kunst, Syvende Søjle i Aros.
  • Civilstand: Gift med Inger Cronhammar, har tre børn.
  • Bopæl: Herning
Kilder: Cronhammar.dk, Lokalavisen Frederiksberg.