OUH gik i sort: Årsag til strømsvigt fundet

Der var ikke en, men to årsager til at Odense Universitetshospital tidligt lørdag morgen blev ramt af strømsvigt.

Energi Fyn har fundet årsagen til det strømsvigt, der tidligt lørdag morgen ramte Odense Universitetshospital og sendte alle afdelinger på matriklen i Odense over på nødstrømsanlægget.

Der var tale om to kortslutninger; en ved Heden, tæt ved hospitalet, og en ved Stadionvej, tæt ved Odense Stadion i Bolbro. 

Hvad årsagen til kortslutningerne er vides endnu ikke, men det er ikke unormalt, at når der først er en, kan der komme en mere, oplyser Energi Fyn til TV 2/Fyn.

Siden strømnedbruddet har Energi Fyn arbejdet på at finde årsagen, og arbejdede søndag eftermiddag fortsat med kortslutningen på Stadionvej, mens kortslutningen ved Heden var udbedret ved 05-tiden søndag morgen.

Energi Fyns folk på stedet oplyser til TV 2/Fyn, at kortslutningen varede ét sekund, og at der i det sekund opstod varme der svarer til varmen fra 200.000 el-kedler. Kortslutningerne ved Heden og ved Stadionvej skete desuden samtidigt.

Det er dog ikke sikkert at årsagen til kortslutningen vil blive fundet.

Artiklen fortsætter under billedet ...

Her ses kablet på Stadionvej, som blev reparereret søndag eftermiddag.
Her ses kablet på Stadionvej, som blev reparereret søndag eftermiddag.
Foto: Anders Høgh

Når arbejdet ved Stadionvej er afsluttet skal Energi Fyn tilbage til OUH og tilslutte kablet, så alle fire hovedledninger igen er oppe at køre.

Det ventes at ske først på aftenen søndag.

Ingen led overlast

Strømsvigtet lørdag morgen varede i omkring 20 minutter og betød blandt andet, at alle branddøre lukkede og hospitalet kørte med meget lav belysning.

Dertil kom at en masse teknik slog fra med en række praktiske uhensigtmæssigheder til følge.

Michael Dall, lægelig direktør og ansvarlig for hospitalets beredskab, oplyste lørdag, at han kunne konstatere, at beredskabet fungerer som det skal og at ingen patienter led overlast.

 
 
Foto: Anders Høgh
 
 
Foto: Anders Høgh
 
 
Foto: Anders Høgh

Oversigt

    Oversigt