Aarup Kommune - Valgtemaer

-

-

Deltag i debatten om valget i Aarup


Ingen skatteforhøjelser i Aarup


Skatten bliver hvor den er og det gør kommunens serviceniveau også. Også selvom der skal spares 4,3 millioner kroner på budgettet. Men med en række besparelser kan budgettet lige balancere med et overskud på 100.000 kroner.


Socialdemokraterne absolut flertal
Valget i 1997 blev endnu en komfortabel sejr til Socialdemokratiet i Aarup. Partiet gik frem med eet mandat, og med sine 8 mandater fik socialdemokraterne det absolutte flertal, og borgmesteren kom igen til at hedde Gunnar Lund. Så et meget stort og et halvstort Venstre og tre én-mandspartier blev vælgernes valg i 1997.


Budget 2002 en hård nød
Aarup slås med en trængt økonomi, og det har da også præget debatten om budgettet for år 2002. Der peges på besparelser på 4.3 millioner i budgetoplægget. Pengene foreslås bl.a. hentet ved at øge antallet af børn pr. voksen i børnehaverne og skolefritidsordningerne. Ligesom revalidering og kontanthjælp kan risikere at komme på slankekur. Dansk Folkeparti og De Konservative har foreslået, at der kunne spares penge ved at droppe en tillægsbevilling til støtte af to-sprogede børn. Venstre kritiserer socialdemokraterne for at rutte med tillægsbevillinger - og giver dem skylden for den trængte økonomi. Trods økonomien bliver skatten dog uændret på 21.2 procent.


Skoler til debat
På anlægssiden er der budgetteret med 22.6 millioner, hvoraf skolerne alene sluger de 16.6 millioner. Pengene skal især bruges til udbygning af Aarup skole, så den kan rumme den nye helhedsskole. Men kommunens stramme budget har fået bl.a de radikale til at foreslå, at Rørupskolen i stedet fyldes op, og at Kerteskolen genopstår som en slags forskole til 3.- eller 4.klasse.
I budgettet for 2002 er der afsat fem millioner kroner til blandt andet nyt varmesystem. En tilstandsrapport for kommunens to skoler viser at det vil koste ialt otte millioner kroner at sætte de to skoler i stand.


Ny Borgerliste
Landsbylisten røg ud ved valget i 1997, men nu får de gamle partier igen konkurrence fra en tværpolitisk liste. Ny Borgerliste hedder den, og spidskandidaten, den 36 årige Finn Schmidt, har rødder tilbage til den gamle landsbyliste, hvor han var sekretær. Ny Borgerliste er tværpolitisk og er ikke stiftet på grund af en konkret sag. Deres mål er at være talerør for hele kommunen - også yderdistrikterne, som de mener bliver svigtet i dag. Et eksempel er overflytning af børn fra en daginstitution i Kerte til Aarupskolens fritidsordning. Ny Borgerliste beskylder socialdemokraterne for at køre en centralistisk solopolitik.


Konservativ stemt ud
Den konservative Peder Andersen blev - efter 16 år i kommunalbestyrelsen - ikke genopstillet af De Konservative. Peder Andersen undlod at stemme i sagen om flytning af skolebørn fra Kerte til Aarups skolefritidsordning - og det var imod De Konservatives holdning. Havde Peder Andersen stemt nej, var forslaget faldet, da socialdemokraterne var ramt af sygdom.


Tilbage til hovedsiden om Aarup Kommune

Oversigt

    Oversigt