I det fynske folks tjeneste

Abdel var Middelfarts første araber

Journalist Abdel Aziz Mahmoud har skrevet bogen "Hvor taler du flot dansk!"

Journalisten og forfatteren Abdel Aziz Mahmoud voksede op i Middelfart med sin familie, der var de første arabere i byen.

I april udgav Abdel Aziz Mahmoud sin første bog ”Hvor taler du flot dansk!” som et indspark i integrationsdebatten herhjemme. Bogen er baseret på hans og familiens erfaringer i ”klaphattekapløbet”, som Abdel Aziz Mahmoud med glimt i øjet kalder familiens forsøg på at blive bedst muligt integreret. En integration, der begyndte på Merianvej i Middelfart i 1988.

- Vi boede på en villavej i Middelfart, hvor vi var de eneste arabere, ikke bare på vejen, men i hele byen. Og det betød, at hvis vi skulle byde naboerne på kaffe, skulle vi lære at sige kaffe på dansk, fortæller han.

Så det danske sprog fik familien lært sig. For Abdel Aziz Mahmouds vedkommende på Østre Skole i byen, og for hans forældres i deres jobs som henholdsvis tekstilmedarbejder i Kvickly og fjerkræskonsulent. Og ikke mindst når hele familien blev budt på dansk mad hos naboerne Edna og Erik.

- Det var i Middelfart, vi blev integreret. Ikke fordi vi tænkte ”Nu skal vi integreres”, men det skete ligesom bare af sig selv, fordi de tre vigtigste forudsætninger var der: Vi havde gode naboer, mine forældre havde gode kolleger, og vi havde nogle gode venner. Integration har i virkeligheden meget lidt med politik at gøre – ingen er nogensinde blevet bedre integreret af, at en politiker har sagt, de skulle. Integrationen sker i civilsamfundet, understreger Abdel Aziz Mahmoud.

Siden udgivelsen er ”Hvor taler du flot dansk!” blevet en bestseller, og lige nu turnerer Abdel Aziz Mahmoud landet rundt med sit foredrag af samme navn. 

Se interviewet med Abdel Aziz Mahmoud her: 

09:41

I april udgav journalisten Abdel Aziz Mahmoud bogen "Hvor taler du flot dansk!"

Luk video

 

Ved du noget? Så send os et tip