Åbning i strid om plakater i lygtepæle

Striden mellem Flying Superkids og Odense er måske på vej mod en løsning. Flying Superkids håber på alligevel at få lov til at sætte plakater op i byens lygtepæle.

Flying Superkids ønsker at sætte cirkuslignende plakater op på de odenseanske lygtepæle for at lokke tilskuere til showet.

Men kommunens regler forhindrer de landskendte gymnastbørn i at reklamere for deres show på lygtepælene. Kun valg- og ægte cirkusplakater må hænge på pælene.

Åbner for billetsalget

Men nu åbner Flying Superkids alligevel for billetsalget i Odense.

- På baggrund af de mange positive tilkendegivelser vedrørende den ellers fastkørte plakatkonflikt - og her ikke mindst rådmand Jan Boyes løfte om at tage sagen op i by- og kulturudvalget på tirsdag den 25. maj - har Flying Superkids besluttet at genåbne for billetsalget til de 5 shows i Odense i slutningen af juni, oplyser Flying Superkids.

- Vi har fået mange henvendelser fra borgere i Odense, som synes, det er en skam, hvis vi ikke kommer til byen, så vi vover pelsen og åbner billetsalget igen - med håbet om en dispensation fra politikerne, så vi alligevel kan hænge vores plakater op, oplyser Flying Superkids.

Oversigt

    Oversigt