I det fynske folks tjeneste

Administrationsudgifter helt i top i Odense Kommune

00:57

Venstre efterlyser en forklaring.

1 af 3

Rekordhøje administrative omkostninger har af flere omgange været genstand for politisk debat i Odense. Alligevel er det ikke lykkedes kommunen at bringe omkostningerne ned.

Odense Kommune bruger langt flere penge på såkaldt kolde hænder end landets andre store byer.

Faktisk bruger kommunen hvert år 5.360 kroner til administration pr. indbygger, mens udgifterne i eksempelvis Aalborg ligger på 4.290 kroner pr. indbygger. Det svarer til en forskel 1.070 kroner pr. indbygger eller 25 procent mellem de to ellers nogenlunde lige store byer.

Tallene stammer fra den seneste udgave af rapporten 6-By Nøgletal 2015, som sammenligner Odense, Aalborg, Esbjerg, Randers, København og Aarhus kommuner på udvalgte områder.

Administrationsanalyse stadig under udarbejdelse

På baggrund af blandt andet tallene fra 6-By rapporten igangsatte Borgmesterforvaltningen i november sidste år en række analyser af administrationsudgifterne med henblik på at finde ud af, hvorfor Odense her skiller sig negativt ud.

 

De største byers administrationsudgifter

Odense: 5.361 kroner pr. indbygger
København: 5.052 kroner pr. indbygger
Esbjerg: 5.026 kroner pr. indbygger
Aarhus: 4.438 kroner pr. indbygger
Aalborg: 4.289 kroner pr. indbygger
Randers: 4.067 kroner pr. indbyger

Kilde: 6-By Nøgletal 2015

Analysearbejdet har foreløbig ført til en erkendelse af, at der er penge at hente på netop det administrative område, hvor forvaltningen peger på, at Odense ligger højt på følgende områder: Innovation og ny teknologi i forbindelse med Odense & Co., miljøbeskyttelse, fælles IT og telefoni samt sagsbehandling indenfor voksen- ældre og handicapområdet samt på det specialiserede børneområde.

Venstre har mistet tålmodigheden

Statusnotatet giver langt fra de svar, som byrådsmedlem Bo Libergren har brug for. Han mener derfor, at det nu er på tide, at borgmester Anker Boye og hans forvaltning får udarbejdet en noget mere detaljeret oversigt over, hvor forklaringen på de høje administrationsudgifter ligger.

Det er især vigtigt, at de svar bliver tilgængelige inden de kommende budgetforhandlinger, mener han.

- Vi er derhenne, hvor vi skal have nogle svar. Det, der ikke kan forklares, kan ikke forsvares. Hvis vi ligger højt på socialrådgivere eksempelsvis – hvad jeg hører, vi gør, og hvilket undrer mig en smule – så har jeg brug for at vide, om der er en god forklaring på det. Spørgsmålet er jo, om vi faktisk har flere ressourcer liggende i systemet, end vi går og tror.

Venstre har nu stillet Borgmesterforvaltningen en række spørgsmål, som ifølge Bo Libergren gerne skal føre til en mere klar fornemmelse af, om nogle af de aktuelle besparelser kan afværges ved at hente noget på administrationen.

- Det er klart, at med den situation, som kommunen er i, kan vi ikke sidde det her overhørig, lyder det fra Bo Libergren.

Borgmesterforvaltningen peger på, at der allerede er planlagt administrative besparelser på 20,9 millioner kroner i 2017. 37,8 millioner kroner i 2018 og 34,3 millioner kroner i 2019 og frem.

 

00:45

SF venter også på svar.

Luk video

 

Ingen bedring trods Boye-løfter i 2013

De høje administrationsudgifter er ikke ny viden for hverken de røde eller blå partier i Odense.

6-By nøgletallene viste allerede tilbage i 2013 store administrationsomkostninger i Odense Kommune, som dengang brugte 4.966 kroner til administration pr. indbygger. Dermed indtog Odense en tredjeplads på listen over byer med  størst udgifter til administration – kun overgået af Esbjerg og København.

Tallene gav også dengang anledning til politisk bekymring og i september 2013, lovede borgmester Anker Boye, at han ville arbejde for, at man på budgettet året efter – altså i 2014 – skulle flytte udgifter fra administration til et også dengang økonomisk hårdt prøvet børn- og ungeområde.

Anker Boye begrundede sit ønske om at få administrationen kigget efter i sømmene sådan her overfor Fyns Stiftstidende.

- Der er ikke noget, der har ændret sig afgørende. Vi skal også først lige finde ud af, hvad grunden er til, at Odense ligger højere på administrationsudgifter end sammenlignelige kommuner, altså hvordan det kan forklares. Jeg synes bare, vi skal blive enige om at gå i gang med det arbejde straks, så vi kan udmønte pengene allerede i 2014, så de kan komme børn- og ungeområdet til gode.

Men trods borgmesterens snart tre år gamle udtalelse, er det altså endnu ikke lykkedes at nedbringe administrationsudgifterne i Odense Kommune. Tvært imod er tredjepladsen blevet vekslet til en klar førsteplads i den seneste nøgletalssammenligning, hvilket betyder, at der burde kunne frigøres 210 millioner kommunale odenseanske kroner ved at bringe administrationsudgifterne ned på niveau med Aalborg Kommune.

TV 2/Fyn har dagen i gennem arbejdet på at få en kommentar fra Anker Boye. Hans kommunikationsmedarbejder oplyser imidlertid, at han på grund af ferie ikke har haft mulighed for at svare på spørgsmål omkring høje administrationsudgifter i Odense Kommune.

Ved du noget? Så send os et tip