Advarsel fra politiet: Østeuropæiske tricktyve på overarbejde på Fyn

Mandag eftermiddag modtog Fyns Politi fire anmeldelser om tricktyveri på fem timer. - Det er åbenbart den tid af året, hvor man er her på sin rundtur rundt i Europa, hvor man platter og svindler sig frem, lyder det.

Tricktyvene er nået til Fyn, og politiet beder folk om at være opmærksomme på værdier.

På godt og vel fem timer fik Fyns Politi mandag fire anmeldelser om tricktyve, der enten forsøgte eller lykkedes med at narre værdier fra fynboer.

- Vi har haft nogle episoder med østeuropæere, som har forsøgt sig med tricktyveri rundt omkring. Nogle steder er de blevet opdaget og bedt om at gå - andre steder er det lykkedes, fortæller Fyns Politis vagtchef Steen Nyland til TV 2/Fyn. 

Klokken 14.25 forsøgte tricktyvene sig i Fri Bikeshop på Vestergade i Nyborg med det efterhånden velkendte veksletrick, hvor flere store sedler byttes frem og tilbage. Ekspedienten lod sig dog ikke narre, og tyvene forlod butikken med det samme beløb, de kom med. 

500 kroner rigere

Senere samme aften forsøgte fire tyve sig med samme trick på Christian 2's Pub på Kongegade i Nyborg. 

- De kommer ind to ældre og to noget yngre, hvoraf den ene af de ældre formentlig spiller påvirket. Så forsøger man at veklse penge på den kendte fremgangsmåde, hvor man får lavet en pengeseddel-karrusel, og behændigt nok kommer man af sted med flere penge, end man kom med, fortæller Steen Nyland.

Heller ikke her lykkedes det tricktyvene at få ekspedienten til at hoppe på nummeret. 

I Ørbæk Bageri formåede to kvinder til gengæld at forvirre en medarbejder med tricket, og det lykkedes kvinderne at snyde sig til 500 kroner.

Ekspedienten lagde kun mærke til, at den ene kvinde var iført en lys bluse med sorte striber. Til gengæld har politiet ifølge vagtchefen overvågningsbilleder fra tyveriet, der kan hjælpe med at identificere kvinderne.

- Det er åbenbart den tid på året, hvor man er her på sin rundtur rundt i Europa, hvor man platter og svindler sig frem. Folk skal være årvågne, når de får sådanne typer ind i deres butik eller bliver kontaktet på gaden. Der er formentlig plat og svindel under opsejling, siger Steen Nyland. 

Tigger-kvinde i Odense

Klokken 16.23 blev en ung mand antastet af en tiggende kvinde ud for Matas i Vestergade. Mens han blev opholdt af kvinden, blev hans skuldertaske lusket af. Da han opdagede det spænede en ung mand af sted med tasken.

Fyns Politi ved ikke, om der er tale om de samme gerningsmænd, men man understreger, at tricktyverier er voldsomt udbredt i øjeblikket. 

- De er her, så folk skal være årvågne, lyder det fra Steen Nyland. 

 

Oversigt

    Oversigt