I det fynske folks tjeneste

Advarsel mod at gå alene i Odense Midtby

I gennemsnit sker der mindst et overfald eller gaderøveri i Odenses natteliv om ugen. Fyns Politi opfordrer de unge til at aldrig at gå alene i de særligt udsatte områder.

Lørdag nat var gaderøverne endnu en gang på spil. To 21-årige mænd blev udsat for gaderøverier i Vestergade og i Brandts. Den ene blev tvunget til at hæve kontanter, mens den anden fik frastjålet sin iPhone.

- Det er en grov krænkelse at blive udsat for at blive holdt op med kniv eller truet til at udlevere sine personlige ejendele, siger vagtchef hos Fyns Politi, Kim Munksgaard.

Episoderne fra påsken er blot de seneste røverier på åben gade i Odense. Næsten hver uge har Fyns Politi sager om personer, der er blevet udsat for røveri i nattelivet i Odense.

- Det er typisk i trekanten mellem Brandts, Arkaden og Vestergade at røverierne sker. Men mange oplever også at blive overfaldet i Kongens Have eller bag Banegårdcentret, siger vagtchefen.

Fælles for de mange røverier er, at offeret har været alene, da forbrydelsen skete, og ofte er gerningsmændene samlet i en gruppe.

- Når man er alene i nattelivet er man særlig udsat for hurtigt at blive opsøgt. Derfor skal man lade være med at gå alene og hele tiden holde sig sammen med sine kammerater, når man er i byen i Odenses natteliv, siger Kim Munksgaard.

Ofrene bliver ofte fundet spontant, og selve røveriet går så hurtigt, at ingen kan nå at gribe ind.

- Vi når ikke at se hvad der foregår. Der er mange mennesker i gaden om natten, og røverne kan overfalde de enlige mænd uden at nogen ser noget før det er for sent, siger René Aabo Clausen fra natteravnene i Odense.

Udover at man ikke skal færdes alene i nattelivet, så har politiet også et andet råd til de unge mænd i byen.

- Hold din smartphone i lommen. De lyser op og ofte er det en ny iPhone som kan få røverne til at slå til, siger Kim Munksgaard.

Ved du noget? Så send os et tip