Advokater skal undersøge Fionia Bank

Ligesom i andre krakkede banker vil der komme en advokatundersøgelse af forholdene i den kollapsede Fionia Bank.

Der er en advokatundersøgelse af den krakkede fynske Fionia Bank på vej.

Det bekræfter Jakob Brogaard, som er næstformand i det statslige afviklingsselskab Finansiel Stabilitet, over for Fyens Stiftstidende.

- Lige som Ebh Bank og Roskilde Bank har været igennem en advokatundersøgelse, vil Fionia Bank blive undersøgt, så et ansvar kan blive placeret. Det er en helt naturlig følge af den procedure, som andre banker i en tilsvarende situation har været igennem, siger Jakob Brogaard til Stiftstidende.

Han var med som repræsentant for staten, da Fionia Holding mandag holdt ekstraordinær generalforsamling for at vedtage salget af selskabets aktier i Fionia Bank A/S til Nordea.

Formelt er det bestyrelsen i afviklingsbanken, der kommer til at hedde Nova Bank Fyn, der skal træffe beslutningen om en advokatundersøgelse, men Jakob Brogaard er ikke i tvivl om udfaldet.

- Der vil være et politisk pres for, at tingene undersøges ordentligt, siger han.

/Ritzaus Bureau/

Oversigt

    Oversigt