I det fynske folks tjeneste

Æggekage hitter stadig: Rift om pladserne til det nye Carlslund

01:37

Video: Preben Dahl

Genopførelsen af den ikoniske kro Carlslund i Odense skrider hastigt fremad. Det har kunderne fundet ud af og booker plads helt ind i 2020.

- De kalder mig superbookeren, griner Jess Heilbo, mens han klapper en murer på den ene skulder og viser rundt i det systematiserede kaos som genopbygningen af Carlslund er.

Han tager et skridt hen over et bræt, der ligger mellem nogle murbrokker, og forklarer:

- Vi har bookinger helt ind i 2020, selv om vi ikke er åbnet. Mange jeg kender fra mit netværk ringer og siger "Jess, kan vi ikke godt komme tilbage"? Og naturligvis kan de det. Så vi modtager bestillinger på alt fra konfirmationer til klipfiske-loger og håndværkerforeninger, smiler han stolt og går videre blandt de mange håndværkere.

Håndværkerne er snart færdige med det udvendige arbejde på Carlslund. Foto: Preben Dahl

  Jess Heilbo er arkitekt og samtidig projektlederen, der skal få stedet bragt til live igen, så gæsterne atter kan valfarte til spisestedet ved Frues Bøge Station. Og byggerod er intet imod det drama der udspandt sig natten til den 20. juni 2015. Her blev Carlslund offer for en pyroman. Den kendte kro fra 1871 brændte ned til grunden.

Alt er fynsk

- Vi er kommet ret langt. I løbet af få dage har vi alle vinduer sat i. Og i næste uge får vi ført fjernvarmen ind. Så er vi klar til alt det indvendige, slår Jess Heilbo fast, inden han stopper et kort øjeblik og peger på noget bindingsværk:

- Se, vi lader noget af det gamle blive. Så vi kan se historien. Resten er nyt. Fynsk alt sammen. Fra spær og mursten til stråtag!

Projektleder Jess Heilbo ved noget af det originale bindingsværk. Foto: Preben Dahl

 Odense Kommune ejede tidligere stedet og forpagtede det ud, men besluttede at sælge det fra efter branden. Det blev fuldbyrdet den 1. marts i år, hvor selskabet Det Ny Carlslund ApS købte det for 8,2 millioner kroner af kommunen. Jess Heilbo er en af investorerne.

Æggekagen går vi heller ikke på kompromis med

Jess Heilbo, projektleder, Carlslund

- Jeg vil lige slå fast, at navnet ikke fået noget "ny" i sig. Det bliver Carlslund, sådan som det altid har været. Og æggekagen går vi heller ikke på kompromis med. Selv om jeg ved, at der - måske - er planer om en økologisk udgave af den. Jeg ved ihvertfald, at kokken er gået på jagt efter de helt rigtige, økologiske æg.

  Kendere af Carlslund vil finde meget forandret, når stedet genåbner næste sommer. Og så alligevel ikke.

Læs også Det historiske Carlslund rejser sig af asken

- Vi får fire indvendige lokaler, som i alt kan huse godt 100 gæster. Rummene får navnene Mellemstuen, Salen, Lillestuen og Krostuen. Præcis sådan som det var, lover Jess Heilbo, mens det er tydeligt at se på hans ansigt, at minderne presser sig på.

- Jeg har været i byggebranchen i mange år. Carlslund var altid sådan et sted, hvor man kunne komme, selv om man var i arbejdstøj. Tit havde vi bødekasser i byggebranchen. Og når den så skulle bruges, tog vi på Carlslund og fik æggekage med det hele. Jo, jeg har været her mange gange, indrømmer projektlederen.

Erfarne folk bag Carlslund

  Når Carlslund er færdigbygget - for en pris på 12-15 millioner kroner udover købesummen for grunden - så rykker erfarne folk ind. Efter mange år som leder af Hotel H.C. Andersen overtager Jack Nielsen den daglige drift. Og leder af køkkenet Lars Wollesen var efter 15 år som forpagter af Odense Golfklubs restaurant egentlig på vej på pension, men det er afblæst. 

Læs også Ny grundejer klar til at genopbygge Carlslund

- Vi har sat et hold i gode rammer. De leverer det bedste, de kan. Det er så op til kunderne at levere hyggen. Hygge kan jo ikke købes hos Bygma eller Stark. Sådan må det være, mener Jess Heilbo inden en håndværker har et spørgsmål og stopper rundturen i det, der allerede nu ligner starten til en ny æra.

Tv fra byggepladsen kl. 17.30.

Jess Heilbo viser rundt på byggepladsen i FYN LIVE, tirsdag den 7. december klokken 17.40-18.00. Vært Preben Dahl vil i det tidsrum forsøge at følge med i projektlederens tempo. Ifølge rygter kommer æggekage til at indgå i udsendelsen.

Læs også Så er nedrivningen af Carlslund i gang

 

Ved du noget? Så send os et tip