Ægtepar dræbt med samme maskinpistol

Dobbeltdrabet i Tusindsårsskoven blev begået med ét og samme våben. Det konkluderer våbenekspert i retten.

Det var det samme våben, der 13. april sidste år på blodig vis tog livet af ægteparret Heidi Nielsen og Bjarne Johansen i Tusindårsskoven i Odense.

Det konkluderer en våbenekspert fra Rigspolitiet, som torsdag formiddag vidner i drabssagen i Landsretten i Odense.

- Vi har sammenlignet mærkerne på patronhylstrenes bund, og de stammer alle fra ét og samme våben, siger han.

Gerningsvåbnet er den maskinpistol, der et par måneder efter mordene blev fundet af dykkere på bunden af Langesø, der ligger et godt stykke vest for mordstedet.

De i alt 32 patronhylstre, politiet efterfølgende fandt, svarer til de ni millimeter patroner, som blev fundet både i maskinpistolen og hjemme hos den tiltalte i sagen, VS, da hans hjem blev ransaget.

Men det er ikke et fældende bevis, pointerer VS' forsvarer, Jesper Storm Thygesen.

- Det er én af de mest anvendte patroner i verden, og de produceres af flere forskellige producenter, siger han.

På ét af patronhylstrene har politiet fundet dna-bevis, der peger mod VS.

- Det er en million gange mere sandsynligt, at dna-sporet stammer fra tiltalte, end at det stammer fra en anden, siger en retsgenetiker fra Rigspolitiet.

Men om dna-beviset er afsat før eller efter, skuddet blev affyret, er ikke til at fastslå.

- Ligesom jeg heller ikke kan se, om en rødvinsplet er spildt før eller efter maden, eksemplificerer retsgenetikeren.

Dobbeltdrabet blev begået, da ægteparret Bjarne Johansen og Heidi Nielsen gik deres sædvanlige aftentur i den naturskønne Tusindårsskov i Odense.

VS nægter sig skyldig. Han har endnu ikke udtalt sig i sagen, selvom forsvareren flere gange har lagt op til, at det skulle ske.

Der forventes at falde dom i sagen den 2. maj.

Oversigt

    Oversigt