I det fynske folks tjeneste

Ægtepar frifundet for forsikringssvindel

Landsretten har frifundet et ægtepar, der ellers var dømt for forsikringssvindel i byretten. Landsretten fandt ikke at beviserne var stærke nok og derfor blev ægteparret fra Tåsinge frikendt.

Ægteparret meldte deres bil stjålet i november 2004. De købte derefter en ny bil, men efter en lille måneds tid fik de at vide, at den
stjålne bil var blevet fundet igen i en bebyggelse i Nyborg. Viceværten, som fandt den efterladte bil, har forklaret, at han
ikke lagde mærke til nogle skader på bilen. Men da køretøjet
skulle vurderes hos mekanikeren, var der så mange skader på den,
at den måtte erklæres totalskadet.

Derfor blev de to tiltalt for selv at have bulet bilen på
vejen til værkstedet, så de kunne få udbetalt erstatningen på
cirka 47.000 kroner. Retten i Svendborg fandt dem skyldige og
straffede dem begge med tre måneders betinget fængsel og 80
timers samfundstjeneste.
 
Men landsdommerne ville det anderledes. Efter at have hørt
vidnernes forklaring en gang til vurderede landsretten, at man
ikke med sikkerhed kan fastslå, at ægteparret selv med vilje
havde skadet bilen. Derfor blev de frifundet.