Ægteskaber holder på Sydlangeland

Sydlangeland Kommune har rekord i ægteskabelig trofasthed. Med kun to skilsmisser i 2005 ligger Sydlangeland suverænt øverst på listen over kommuner med færrest skilsmisser.

Statistikkerne viser, at antallet af skilsmisser er størst i byerne. Jo større by, jo flere skilsmisser.

København har forholdsvis flest skilsmisser, tæt fulgt af Frederiksberg, skriver Nyhedsavisen, torsdag.

To skilsmisser i 2005 giver Sydlangeland titlen som den mest trofaste kommune.

I følge beboere i Lindelse på Sydlangeland, som avisen har talt med, skyldes det en blanding af, at der ikke er så mange fristelser, som i byerne, og en tendens til, at folk på landet er mere indstillet på, at give ægteskabet en ekstra chance.

Parterapeuter bekræfter overfor avisen, at par i storbyen simpelthen kommer mere ud og dermed møder flere fristelser. Og hvis et par i storbyen mister gnisten, tænker de med det samme: nu kan vi ikke være sammen mere.

På landet kan gnisten også forsvinde, men det er ikke nødvendigvis skilsmissegrund. Man har ofte kun hinanden og er nødt til at få det til at fungere.

Oversigt

    Oversigt