Ægteskabskommuner i brev til minister: Giv os flere penge

Det vil få konsekvenser for Ærø Kommune, når staten overtager forarbejdet med vielser af udenlandske par. Nu sender fem kommuner appel til minister.

- Det vil komme til at få nogle uheldige konsekvenser. 

Sådan lyder det fra Ærøs borgmester, Ole Wej Petersen (S), om den lov, som et bredt flertal i Folketinget vedtog i begyndelsen af maj, der skal dæmme op for problemet med proformaægteskaber. 

Det kommer til at betyde, at staten opretter en specialiseret central enhed, der skal kontrollere de udenlandske par, der ønsker at blive gift på dansk grund. Det arbejde lå ellers ved kommunerne, som har ansat medarbejdere kun til formålet. 

Derudover bliver gebyret, som udenlandske par skal betale for at blive gift i danske kommuner, hævet fra 850 kroner til 1.618 kroner. Og de penge ryger fremover ikke ned i kommunernes pengekasse, men i stedet statens. 

Det kommer til at betyde en mistet indtægt for Ærø Kommune på fire millioner kroner.

- Det vil selvfølgelig betyde, at vi må afskedige nogle medarbejdere. Det kommer vi nok også over, for det gør kommunen hele tiden. Men det værste er jo, at den her turisme, der er opstået på grund af det her, som er restauranter, overnatningssteder, frisører, og hvad der nu ellers høre til, den falder bort, siger borgmesteren. 

 

På Ærø havde de i 2017 omkring 2.600 bryllupper. Det gav øen en omsætning i bryllupsturisme på cirka 30 millioner kroner om året. 

Brev til minister

Mere end 60 procent af de ægteskaber, som blev indgået mellem personer, der ikke havde bopæl i Danmark, blev i 2017 indgået i fire danske kommuner: Ærø, Langeland, Tønder og København.

quote Det værste er jo, at den her turisme, der er opstået på grund af det her, som er restauranter, overnatningssteder, frisører, og hvad der nu ellers høre til, den falder bort

Ole Wej Petersen (S), borgmester på Ærø

Ærø går nu sammen med to af disse ægteskabskommuner Langeland og Tønder og to andre Sønderborg og Fanø  i en fælles appel til børne- og socialminister, Mai Mercado (K). 

- Vi, Ærø, Fanø, Tønder, Sønderborg og Langeland, har skrevet et brev til ministeren, og spurgt om der ikke kunne tilfalde lidt af de her prøvelsesgebyrer til kommunerne, siger Ole Wej Petersen.  

- Vi snakker ikke om hele prøvelsesgebyret, men måske 300 til 400 kroner. Sådan så det hele ikke skal tilfalde staten. Alternativt - om vi må tage et eller anden vielsesgebyr for udenlandske par, sådan at vi kan få pengene ind i kommunekassen. 

 

Oversigt

    Oversigt