Ældre får mad fra nyt køkken

Odenses nye centralkøkken er åbnet, og mere end 2100 ældre får nu deres mad fra ét sted.

De sidste håndværkere er ved at lægge sidste hånd på værket, før det nye centralkøkken er helt færdigt. Men fra i dag skal køkkenet hver eneste dage året rundt levere mad til de ældre i kommunen.
 
For de fleste husmødre vil det lyde som en uoverkommelig opgave at lave mad til 2100 personer, men i centralkøkkenet er de klar til opgaven.
 
- Vi har jo stor erfaring med at producere til mange mennesker, så om den hedder 1000 eller 2100, det gør ikke den store forskel, siger Jette Eggers, cheføkonoma i Odense Centralkøkken.

Det nybyggede køkken har kostet 40 millioner kroner. Og målet er, at det skal være god og sund hverdagsmad til billige penge.
 
- Vores ambition er, at vi får lavet en rigtig god kvalitet til vores ældre, der spiser vores mad. Og når de har spist det tænker: Hold da op, det var lækket. Det var godt, siger Jette Eggers.
 
Menuen i morgen består af frikadeller. Her kommer opskriften:

- 200 kg hakket svinekød
- 30 kg løg
- 20 kg hvedemel
- Cirka 3 kg salt
- 300 g stødt peber
- Cirka 36 liter æggehvide
- 50 liter mælk
- Cirka 10 liter margarine til stegning

Velbekomme!

Oversigt

    Oversigt