Dobbeltdrab: Ældre kvinde og tilfældig mand dræbt

En kvinde på 75 år og en yngre mand blev søndag eftermiddag knivdræbt på en gård på Helnæs. Den dræbte mand var på stedet for at aflevere brænde.

Den dræbte 75-årige kvinde boede alene på gården sammen med en logerende mand på 39 år. Han er nu anholdt og mistænkt for at have dræbt den ældre kvinde og en mand, der kom på gården for at aflevere brænde.

 

Opdatering
Clock10. dec 2018, kl. 10:00
Der bliver afholdt grundlovsforhør i forbindelse med drabssagen fra Helnæs mandag klokken 13, oplyser Fyns Politi.

 

Rettelse
Clock09. dec 2018, kl. 22:35
Vi skrev i første omgang, at det var den anholdte, der afleverede brænde. Det er tilsyneladende den dræbte midaldrende mand, der var på stedet for at aflevere brænde.

Ifølge Ekstra Bladet løb manden sindsforvirret rundt på markerne på Helnæs og skræmte de lokale indbyggere, der efterfølgende kontaktede ordensmagten.

- I første omgang anholder vi manden, der sindsforvirret bevæger sig rundt i området, og da vi får en række oplysninger, der gør, at vi tager hen til gården. Her finder vi kvinden og manden på gårdspladsen. Begge er dræbt af knivstik, fortæller vicepolitiinspektør Jørgen Andersen fra Fyns Politi. 

Folk på stedet fortæller, at vejen til Helnæs blev afspærret af politiet, mens en talstærk politistyrke, teknikkere og retsmedicinere undersøgte gerningsstedet. Først klokken 20 blev trafikken delvist genåbnet til Helnæs.

 

 

Ifølge Jørgen Andersen har den dræbte mand umiddelbart ingen relation til kvinden og den anholdte.

- Umiddelbart ser det ud til, at den dræbte mand er på gården for at aflevere noget brænde, og hvad der derefter sker, det ved vi ikke endnu, siger Jørgen Andersen. 

Fyns Politi ønsker ikke at oplyse, hvordan den sigtede mand, forholder sig til sigtelsen for drab.

- Nu har vi anholdt ham, og så skal vi have foretaget en grundig afhøring af ham i aften eller nat, siger vicepolitikommissæren. 

Politiets teknikkere arbejder søndag aften på gården for at finde spor efter forbrydelsen, og de tekniske undersøgelser vil fortsætte mandag morgen, når det bliver lyst.

Der bor 200 mennesker på Helnæs.

Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.
 
 
Foto: Local Eyes

 

Oversigt

    Oversigt