Ældre kvinde truet med revolver i hjemmet

Ung mand troppede op hos 83-årig kvinde i Middelfart med en revolver og et krav om penge. Han stak tomhændet af fra stedet på en knallert.

En 83-årig kvinde fra Middelfart fik en overraskelse, da dørklokken i dag ringede i hendes hjem på Hovkrogvej.

Udenfor stod en dreng med en revolver og krævede penge af den forskrækkede kvinde.

- Da kvinden fortalte ham, at hun ingen penge havde i hjemmet, blev hun gennet ind i et værelse, mens han rodede rundt i lejligheden, fortæller vagtchefen ved Fyns Politi.

Heller ikke roderiet gav imidlertid et udbytte, og den unge røver kørte tomhændet fra stedet på sin sort/røde knallert.

Han beskrives som cirka 15 år gammel og bar lys styrthjelm og lys vindjakke under røveriforsøget.

Oversigt

    Oversigt