Ældre Sagen: Hvis ældre er en byrde, er vi alle en byrde

Ældre Sagen på Nordfyn kritiserer i dag borgmester Morten Andersen for at have kaldt ældre en byrde i et interview med TV 2/Fyn i tirsdags.

Hvis ældre er en byrde, er vi alle en byrde. Sådan lyder det i dag fra formanden for Ældre Sagen på Nordfyn, Kaj Andersen, efter at Nordfyns borgmester i et direkte interview med TV 2/Fyn brugte udtrykket "ældrebyrde".

Borgmester Morten Andersen blev interviewet i forbindelse med det faldende børnetal i kommunen, og her sagde han:

"Det er vigtigt, at vi som kommune gør en endnu større indsats, for ellers får vi jo et problem på den korte bane med for få i vores daginstitutioner og skoler, men senere hen for få skatteborgere til at forsørge en endnu større ældrebyrde."

Og den kommentar har altså fået den lokale afdeling af Ældre Sagen op af stolen.

- Vi synes ikke, at ældre er en byrde. Hvis vi er en byrde, så er skolebørn jo også en byrde, fordi de skal gå i skole. Og bilister er en byrde, fordi vejene skal vedligeholdes. Så er vi jo alle en byrde, siger formand Kaj Andersen.

I dag erkender borgmesteren da også, at hans ordvalg var forkert.

- Det er nogle gange svært, når man er live igennem. Da jeg sagde det, kunne jeg godt selv høre, at det ikke var et ord, som jeg normalt ville have brugt. Men det er jo en byrde, når få skal forsørge mange. Jeg skulle have sagt, at det bliver en udfordring, når så små årgange bliver født, og der kommer til at stå en stor gruppe udenfor arbejdsmarkedet, siger borgmesteren.

Oversigt

    Oversigt