Ældre tvinges til at købe robotter

1041 borgere i Middelfart Kommune kan fra næste år blive tvunget til at bruge mellem 1.500 og 5.000 kroner på en robotstøvsuger, hvis de fortsat vil have hjemmeplejen til at sørge for, at gulvet er rent.

Ifølge beregninger fra Middelfart Kommune vil det nemlig give en årlig besparelse på 770.000 kroner, fordi hjemmehjælperen kan spare 10 minutter ved hvert besøg, skriver Fyens Stiftstidende.

Allerede nu er formand for Ældrerådet i Middelfart dog klar til at give
forslaget det røde kort:

- For de mange ældre, der kun har deres folkepension at leve for, vil det blive et økonomisk problem, hvis de skal ud og købe en robotstøvsuger.

Det er ikke rimeligt, siger Flemming Enevoldsen til Fyens Stiftstidende.

Skal være frivilligt

Hvis politikerne i Middelfart Byråd ikke selv vælger at gøre ordningen frivillig, kan lovgivningen blive bremseklods.

Da Billund Kommune for et år siden barslede med stort set samme
ordning, valgte Statsforvaltning Syddanmark nemlig selv at tage
sagen op.

Og den afgørelse venter man nu på i Middelfart Kommune:

- Hvis man er berettiget til at få hjælp, skal vi levere den hjælp. Spørgsmålet er så, hvor meget vi kan kræve af borgeren, siger socialdirektør i Middelfart Kommune Kate Bøgh.

Hun peger på, at forslaget ikke kun giver kommunen en besparelse.

- For mange ældre vil det jo også betyde, at de vil kunne få støvsuget oftere, end når vi kommer på besøg hver tredje uge.

Oversigt

    Oversigt