I det fynske folks tjeneste

Ældre udskyder efterløn

Ny undersøgelse fra a-kasserne viser, at de ældre udskyder efterlønnen. I 2000 var 72 procent af de ældre a-kassemedlemmer på efterløn, men i 2007 var det faldet til kun 57 procent.

Flere ældre vælger at tage et år mere på arbejdsmarkedet frem for at gå på efterløn. Det viser en ny undersøgelse fra a-kassernes brancheorganisation, AK-Samvirke.

Hvor 72 procent af a-kassernes ældre medlemmer i år 2000 var på efterløn, var det tilsvarende tal i 2007 reduceret til 57 procent.

Tendensen gælder for alle aldersgrupper. 92 procent af de 64-66-årige var overgået til efterløn i 2000. Dette tal er syv år senere reduceret til 79 procent. I samme periode mindskedes andelen af 61-årige på efterløn fra 59 procent til 43 procent, viser undersøgelsen.

-Det er en meget overraskende udvikling, for det vi ved fra tidligere undersøgelser var, at arbejdsgiverne var lidt for ivrige med at afskedige de ældre medarbejdere. og at de ikke var helt så interessede i at ansætte de ældre, når de stod og bankede på døren og ville ind igen, siger Lars Preisler, Konsulent i A-Kassernes Samvirke.