Ældre vil selv bestemmelse

Det kan godt lade sig gøre at tage mere hensyn til de ældres individuelle ønsker og behov, uden at det koster flere ressourcer, viser et forsøg.

Ældre på plejehjem har for lidt indflydesel på deres eget liv. Og det er en stor fejl, konkluderer SFI, Det Nationale Forskningscenter for Velfærd.

Et forsøg på et plejehjem på Fyn - en del af Velfærdsministeriets treårige projekt "Kvalitet i Ældreplejen" - viser, at hvis man indretter plejen og dagligdagen ud fra beboernes ønsker og behov, så bliver både beboere og personale mere tilfredse.

- Det viste sig, at de ældre gerne ville have mere alenetid sammen med plejepersonalet. Beboerne ville f.eks. gerne have mere tid til at gå i bad og til personlig pleje og samtale. Til gengæld prioriterede de ikke fællesaktiviteterne lige så højt, hvilket kom noget bag på plejepersonalet, fortæller cand.scient.soc. Camilla Thorgaard, til Ritzau.

Forsøget viser også, at et større hensyn til beboerne umiddelbart ikke koster ekstra.

- Ved at nedprioritere gruppeaktiviteterne og indrette sig på en anden måde, kunne man få tingene til at hænge sammen. Personalet oplevede, at de blev gladere for at gå på arbejde og fik mindre sygefravær, siger Camilla Thorgaard.

I alt har syv kommuner deltaget i arbejdet med at udvikle metoder til bedre kvalitet i ældreplejen. De har haft fokus på værdier, fleksibilitet og kommunikation.

Oversigt

    Oversigt