I det fynske folks tjeneste

Ældreplejen skal ikke kontrolleres af kommunen

Fåborg Kommune vil have en uvildig instans til at kontrollere kommunens plejecentre i fremtiden. Socialudvalgsformand, Jens Jacobsen (V) præsenterede i går ideen for byrådet og håber, at forslaget kan blive vedtaget til januar.

Fåborg vil have ekstern kontrol

Fåborg Kommune vil have en uvildig instans til at kontrollere kommunens plejecentre i fremtiden.
Socialudvalgsformand, Jens Jacobsen (V) præsenterede i går ideen for byrådet og håber, at forslaget kan blive vedtaget til januar.

En gruppe bestående af blandt andet personale fra kommunens plejecentre har siden februar arbejdet på et forslag til, hvordan kontrollen med ældreplejen kan blive bedre.

Socialminister Henrik Dam Kristensen (S) har netop præsenteret et lovforslag, der lægger op til, at kommunerne selv skal til at lave en bedre kontrol med plejehjemmene, men i Faaborg mener arbejdsgruppen ikke, at kommunen skal kontrollere sig selv, og socialudvalgsformanden er enig.

"Det er da sund logik, at vi ikke skal gå og kontrollere os selv," siger Jens Jacobsen.

I stedet foreslår arbejdsgruppen tre alternativer:
1. En uvildig kontrolgruppe, nedsat af amtet,
2. En tværkommunalgruppe, der gensidigt kontrollerer hinanden, eller
3. Et privat tilsyn.

Faaborg er i den seneste tid blevet kraftigt kritiseret for at spare på ældreplejen.
En beboer på plejehjemmet Gl. Møllegaard i Horne havde ikke fået bad i flere uger på grund af sygdom blandt personalet, og det fik debatten til at rulle.

Men på plejehjemmene er man ikke bange for at blive kontrolleret af en uvildig instans.

"Jeg mener, vi skal kunne tåle at få at vide, at der er noget vi ikke gør godt nok", siger sundhedsfaglig leder på Steensvang Plejehjem i Faldsled, Signe Rønn.

Ved du noget? Så send os et tip