I det fynske folks tjeneste

Ældresagen skeptisk over for robotstøvsugere

02:40

1 af 2

Ældresagen er skeptisk over for Odense Kommune beslutningen om at købe 3000 robotstøvsugere til at gøre rent hos byens ældre.

De kommende måneder skal 3000 robotstøvsugerne fordeles blandt de af Odense Kommunes ældre borgere, som ikke selv er i stand til at stå for rengøringen i eget hjem.

Beslutningen om købe robotstøvsugerne blev taget tilbage i august sidste år, og oprindeligt havde kommunen regnet med at skulle anskaffe 4057 robotstøvsugere, men man har efterfølgende valgt at købe færre ind.

- Vi oplevede, at nogle borgere blandt andet valgte en selvkørende støvsuger fra. Jeg kender ikke årsagerne, men det kan være, at de har fået familien, en privat leverandør eller en helt tredje til at stå for støvsugningen, siger Gitte Østergaard, der er sammenhængschef i Ældre- og Handicapforvaltningen i Odense Kommune.

I Ældre Sagen er man derimod skeptiske over for brugen af robotstøvsugere.

- Der har været meget blandede erfaringer med robotstøvsugere. Teknologien har ikke været moden nok, og i mange hjem har robotstøvsugerne mere skubbet støvet rundt frem for at gøre rent, siger Michael Teit Nielsen, underdirektør i Ældre Sagen.

Odense Kommune regner med, at de indkøbte robotstøvsugerne vil give en årlig besparelse på knap 7,2 millioner kroner.

- Vi undrer os over, at der lige pludselig skulle være kommet et marked for 3000 ældre, hvor robotstøvsugere vil være en god løsning. Så vil vi sammen med vores lokalafdeling i Odense holde rigtig godt øje med udviklingen her, siger Michael Teit Nielsen.

Kun i ganske særlige tilfælde vil Odense Kommune tilbyde almindelig støvsugning for de ældre. Det gælder, hvis det af helbredsmæssige årsager ikke kan forsvares at anvende en robotstøvsuger. For eksempel hvis en ældre borger lider af svær demens.

Ved du noget? Så send os et tip