Ærespris til fynsk overlæge

Patientforeningen De Brystopererede uddeler torsdag deres ærespris til en person, som har gjort en særlig indsats for brystkræftsagen. Og den pris går i år til overlæge Walter Schwartz fra Odense Universitetshospital.

Ildsjæl

- Walter Schwartz får prisen, fordi han er en ildsjæl, der brænder for kræftssagen både professionelt og personligt, siger Karen Veien, formand for Patientforeningen De Brystopererede i en pressemeddelelse og fortsætter:

- Han har med stort personligt engagement ikke blot sikret en lang række kvinder muligheden for at blive screenet for brystkræft, men har også hele tiden udvist en stor respekt og omsorg for de kvinder, der skal gennemgå undersøgelserne.

90 % fynske kvinder screenes

Walter Schwartz er røntgenlæge og ledende overlæge på Mammografiscreeningscentret ved OUH. Han har været primus motor i indførelsen af mammografiscreeningscentret i Odense siden 1992.

Erfaringer viser, at screening for brystkræft kan betyde, at dødeligheden reduceres med 30 %.

I dag benytter over 90 % af kvinderne i målgruppen 50 - 69 år på Fyn sig af tilbuddet.

Oversigt

    Oversigt