Ærgerlig afslutning på store Pytlick-dag for HC Odense

En kæmpe nedtur i starten af anden halvleg førte til et klart nederlag til HC Odense på dagen, hvor Jan Pytlick blev bekræftet som ny træner i klubben.

Dagen startede med smil og optursstemning efter den tidligere landstræner Jan Pytlick på et pressemøde blev bekræftet som ny træner i HC Odense fra sommeren 2016. Men dagen må have sluttet med dybe panderynker efter en stor nedtur og et klart nederlag 29-23 nederlag hjemme til København Håndbold.

Efter Odense-føring på 13-12 ved pausen gik fynboerne fuldkommen i stå efter sidebyttet, og efter bare én sølle fynsk scoring på 14 frygtelige minutter, var hjemmeholdet bagud 14-21.

To timeouter fra trænerduoen Flemming Larsen og Ulrik Kirkely fik i nogen grad stabiliseret HC Odense, men holdet var aldrig i nærheden af en sejr.

HC Odense forbliver med nederlaget på næstsidstepladsen med otte point. 

Der er med andre ord noget at arbejde med for Jan Pytlick, der overtager holdet til sommer. Pytlick har i øvrigt ikke nogen klausul i sin kontrakt, der kan få ham ud af den, hvis sæsonen skulle få den katastrofale afslutning, at HC Odense ender med at rykke ud af ligaen.

Sarah Iversen blev fynsk topscorer med syv mål, mens Mia Rej, Louise Svalastog og Pernille Holmsgaard alle scorede seks gange for København.

 

Oversigt

    Oversigt