Ærkerivaler vil redde Rabbits

Basketballklubben Svendborg Rabbits har ondt i økonomien. Men nu træder klubbens værste sportslige konkurrent, aarhusianske Bakken Bears, til med både penge, netværk og gode ideer.

Svendborg Rabbits mangler penge.

Klubbens mangeårige formand, murermester Niels Jørgen Jensen, har forladt posten som styrmand, og klubben er i akut pengemangel.

Det er ikke mere end et år siden, at klubben var ved at gå konkurs med en negativ egenkapital på 1,3 millioner, men dengang blev klubben reddet.

Nu er den gal igen, og denne gang kommer hjælpen fra en uventet kant.

Det er Bakken Bears formand, Claus Hommelhoff, der har tilbudt sin hjælp til Rabbits nye formand, Susanne Dennig Lunde. Det skriver stiften.dk.

- Jeg har haft et super møde med deres formand, hvor der var en masse fælles ideudveksling. Det var selvfølgelig mest ideer fra os til, hvad de kan gøre lige nu, hvor der mangler penge. Vi har talt om sponsorater, og hvor de kan finde nogle flere sponsorere henne, siger Claus Hommelhoff.

Grunden til den lidt uventede hjælp er, at bjørnene ikke kan undvære kaninerne.

Bakken Bears og Svendborg Rabbits har de seneste mange år kæmpet om guld og pokal, men hvis Svendborg går konkurs, kommer det også til at gå ud over bjørnene, da ingen vil komme og se kampe uden spænding, mener han.

Svendborgs bestyrelsesformand, Susanne Dennig Lunde, kunne mandag bekræfte, at hun har holdt et møde med Claus Hommelhoff, men hun har ingen kommentarer til samarbejdet, før hun har informeret den øvrige bestyrelse om mødet og drøftet det på et bestyrelsesmøde tirsdag aften.

Oversigt

    Oversigt