I det fynske folks tjeneste

Ærø-borgere kræver handling for danske gidsler

03:01
04:53

1 af 3

Danske søfolk har været gidsler i snart to år. Demonstration kræver handling fra rederi og regeringen.

"Vi kræver handling nu!!"

Teksten på de hvide skilte med blå hjerter var ikke til at tage fejl af, da nogle hundrede mennesker fredag mødte op på Christiansborg Slotsplads i København for at demonstrere for de to danske søfolk, som lørdag har været tilbageholdt i to år af somaliske pirater.

Kaptajn Eddy Lopéz og styrmand Søren Lyngbjørn samt deres fire filippinske kolleger har været gidsler hos en somalisk piratbande siden 12. januar 2011, da den danske coaster Leopard blev kapret ved Aden-Bugtens udmunding i Det Arabiske Hav.

Men nu vil de bekymrede venner og familier ikke længere sidde i tavshed og vente på, at rederiet Shipcraft og den danske regering forhandler en frigivelse på plads. Det budskab blev gentaget flere gange fra talerstolen ved demonstrationen.

- Vi kan ikke blive ved med at vente bag kulisserne på, at der kommer en løsning.

- Vi har en lusket anelse om, at hvis der havde været tale om danske håndboldpiger og ikke danske sømænd, så havde der allerede været en løsning. Derfor står vi her i dag, lød budskabet fra Erik Kromann, der er museumsinspektør for Marstal Søfartsmuseum i Marstal på Ærø.

Han var blandt de mange Ærø-borgere, som havde taget turen til København. Et af gidslerne - Søren Lyngbjørn - kommer således fra Ærø.

Udenrigsministeriet havde på forhånd opfordret arrangørerne til at aflyse demonstrationen, da vurderingen er, at det kan skade forhandlingerne.

Også kaptajnernes og navigatørernes faglige organisation, Søfartens Ledere, har opfordret til, at rederiet Shipcraft og de tilknyttede internationale eksperter får ro til at få gidslerne hjem.

Ved du noget? Så send os et tip