Ærø Højskole lukker

Ærø Højskole drejer nøglen om på grund af økonomiske problemer. Lærere og elever bliver nu flyttet til Ryslinge Højskole.

- Likviditet og kassekreditter gør det umuligt fortsat at drive en lille skole på Ærø. Derfor vil vi nu prøve at redde det bedste fra Ærø og kombinere det med det bedste fra Ryslinge, skriver de to højskoler i en fælles pressemeddelelse.

Allerede her i janauar er alle lærere blevet overflyttet og ansat på Ryslinge Højskole, og elever, der skulle være startet på Ærø Højskole, får nu tilbud om at deltage i deres kurser på Ryslinge Højskole i stedet for.

Med lukningen af Ærø Højskole i Ærøskøbing slutter 31 års højskolehistorie. Skolen blev grundlagt i 1979 og har hele tiden haft musik og drama som omdrejningspunkt.

Sammensmeltningen mellem de to højskoler betyder, at Ryslinge Højskole nu vil udbyde kurser i elektronisk musik, musik og sangskrivning, drama, foto og USA.

- En højskole er ikke en bygning. En højskole er en ide og nogle mennesker, der tilsammen skaber en skole. Denne skole er underlagt en virkelighed. Somme tider kan det sagtens være en god skole uden at det dermed er muligt at få den passet ind i virkeligheden. Så kan man jo vælge at lukke, men måske kan man også tage ideen og menneskene og flytte dem sammen med nogen andre ideer og nogle andre mennesker - og muligvis opstår der noget nyt med det bedste af det gamle, hedder det i pressemeddelelsen.

Oversigt

    Oversigt