I det fynske folks tjeneste

Ærø skal op i den digitale superliga

Snart vil Ærø ikke føles så afskåret fra omverdenen. I løbet af halvandet år halvandet år skal der rulles fibernet ud til borgere og virksomheder på øen.

Et nyt samarbejde mellem kommune og ministerium bringer Ærø på den digitale forkant med fibernet.

I løbet af halvandet år ruller energiselskabet SE fibernet ud over hele Ærø, ligesom der også kommer bedre mobildækning på øen.

Det er resultatet af et nyt samarbejde mellem Ærø Kommune, Ministeriet for By, Bolig og Landdistrikter, Region Syddanmark, Ærø Turist- og Erhvervsforening og Marstal Navigationsskole, skriver Danske Kommuner.

Det nye initiativ skal afhjælpe nogle af de udfordringer, geografien giver et yderområde som Ærø.

Det er både borgere, erhvervslivet og uddannelsesinstitutionerne, der får gavn af den forbedrede netforbindelse, men borgmester Jørgen Otto Jørgensen (S) ser også andre muligheder.

- Det åbner helt nye muligheder for telemedicin. Vores sygehus kommunikerer allerede i dag med Odense Universitetshospital via video, men med gode forbindelser på hele øen vil vi kunne få det ud til den enkelte patient, der dermed slipper for at bevæge sig hen til lægen, siger han til Danske Kommuner.

Borgmesteren håber også, at den digitale satsning kan give Ærø et boost til turismen.

- Vi ved, at mange turister stadig vil være online selv om de holder ferie. Det har ikke været nemt alle steder på Ærø hidtil.

Carsten Hansen begejstret

Også minister for by, bolig og landdistrikter Carsten Hansen (S) er begejstret.

- Jeg er meget optaget af, at der udbredes gode digitale forbindelser til hele landet. Med det her projekt er målet, at Ærø over for resten af landet kan vise, hvordan man også på en ø kan være et foregangsområde for gode digitale løsninger, siger ministeren til Danske Kommuner.

Carsten Hansen har dog ingen færdig liste over andre yderområder, der skal op i den digitale superliga, men arbejdet med udbredelsen er "i fuld gang", forsikrer han.

Ved du noget? Så send os et tip