I det fynske folks tjeneste

Ærø vil ud af Fynbus

Ærø vil melde sig ud af regionale trafikselskab, FynBus. Kommunen vil fremover selv stå for busdriften på øen.

Ærø vil trække sig ud af Fynbus.

Ærøs borgmester Jørgen Otto Jørgensen (S) og resten af byrådet er nemlig skuffet over Fynbus og Region Syddanmark.
- Vi synes ikke, vi er blevet tilgodeset i den her sammenhæng, siger borgmesteren.

Det er en ny plan fra Region Syddanmark, som omhandler det økonomiske trængte busselskab Fynbus, der skuffer Ærø. Politikerne mener nemlig, at planen vil forringe busdriften på Ærø, mens busdriften i de større byer på Fyn til gengæld blir styrket.

Derfor besluttede en enig kommunalbestyrelse på Ærø i går, at kommunen nu skal undersøge muligheden for at melde sig ud af Fynbus og selv stå for driften.
- Vi mener, at det er urimeligt, at man prioriterer landdistrikterne så lavt, siger Jørgen Otte Jørgensen til TV 2/FYN.

Kommunen vil nu kontakte transportminister Carina Christensen (Kons.) for at høre, om det er lovligt at trække sig ud.

Fynbus er som de øvrige regionale trafikselskaber i økonomisk knibe på grund af færre passagerer og stigende brændstofpriser.