Ærødrab: gps-undersøgelse afsluttet

Oplysninger fra navigationsudstyr kan muligvis berette om, hvor dræbt ægtepars båd har befundet sig.

Politiet er færdig med at undersøge det gps-udstyr, som befandt sig om bord på ægteparret Finn og Ruth Teisens båd, hvor parret angiveligt blev knivdræbt den 2. juni.

Dermed ligger politiet muligvis inde med oplysninger om, hvor båden har befundet sig på bestemte tidspunkter - oplysninger, der kan vise sig at være betydningsfulde for efterforskningen.

Efterforskningsleder Henning Christiansen ønsker dog ikke at afsløre, om der er kommet noget konkret ud af undersøgelsen.

- Sagen kører for lukkede døre, så derfor kan jeg ikke sige noget om resultatet af undersøgelsen, siger han.

Det såkaldte gps-navigationsudstyr, som befandt sig om bord på båden fungerer via satellitkommunikation. Apparatet er indrettet, sådan at det lagrer oplysninger om bådens position, under forudsætning af, at det er tændt. Og det er de oplysninger, politiet har været på jagt efter i undersøgelsen af gps'en.

Oversigt

    Oversigt