Ærø er på Bornholm for at hente 160 millioner til Søby

Damperen Samka skal sikre en udvidelse af Søby Havn på Ærø med fællessang og harmonikaspil

Ærø har sat flåden ind i kampen for en udvidelse af Søby Havn. Eller næsten. Damperen Samka er blevet sejlet til Folkemødet på Bornholm, hvor kommunen nu spenderer 75.000 kroner på at fange landspolitikernes interesse.

- Vi har haft en utrolig god debat om det, og der er velvilje over hele linjen om det her projekt, så jeg håber virkelig, at vi er på den rigtige vej. Samtidig kommer regeringen til efteråret med en maritim vækstplan, og der håber jeg, at vi kan få samlet partierne i Folketinget, så vi kan få samlet nogle penge til projektet, siger Anders Johansson, der ikke bare er konservativt kommunalbestyrelsesmedlem på Ærø, men også medlem af folketinget.

Shorts i kabyssen
Udvidelsen af Søby Havn vil koste 160 millioner kroner. Om bord på Samka lokkes både med kaffe og fadøl samt fællessang og harmonika. Tanken er at mødes i nogle andre rammer end jakkesæt og mødelokaler.

- Folk vil gerne opleve noget andet end de lidt stive debatter i jakkesæt. Herover er det også lidt hyggestemning, og så er det vigtigt, at man laver et lidt anderledes set-up, hvor folk synes, det er rart at komme. Der er rigtig mange, der har været om bord til en snak eller en fadøl, og der har været sang på skibet. Det er sådan noget, der gør, at folk husker det.

Anders Johansson understreger, at det har været vigtigt for kommunen at møde op med en klar mission:

- Her er tusindvis af arrangementer, og der er rigtig mange aktører, der prøver at trænge igennem mediebilledet til journalister og politikere. Man skal være præcis, og det synes jeg også, at vi er i år.

Skib fra søfartsøen
Den ærøske politiker tror, at det betyder noget særligt, at kommunen er mødt op med et skib.

- Skibet er meget charmerende, og det tror jeg, at mange har lagt mærke til. Havde det nu været et almindeligt telt eller en stand, der stod et eller andet sted, så tror jeg, det er sværere at skille sig ud.

Sidste år fravalgte Ærø at deltage i Folkemødet, men i år har kommunen altså valgt at satse på den årlige festival, hvor de folkevalgte og folket mingler i Allinge på klippeøen i Østersøen.

Erik Kromann, museumsinspektør, Marstal Søfartsmuseum, viser rundt på Samka.

Oversigt

    Oversigt