I det fynske folks tjeneste

Nu er det kritisk: Ærø lider voldsomt under nye regler for bryllupper

Det har ramt Ærø hårdt, at der 1. januar blev indført nye regler for bryllupper mellem udenlandske par. Omsætningen hos flere af øens virksomheder er faldet markant.

00:21

Hos Danish Island Weddings har de i løbet af de seneste ti år viet 2.500 par. Men nu er der stille. Helt stille. 

Normalt valfarter udenlandske par til Ærø for at blive gift. En industri som den sydfynske ø lange har tjent mange millioner på.

Men nu er regeringen gået til kamp mod de såkaldte proformaægteskaber, og det rammer også de de lovlige bryllupper.

Sådan lyder det fra Ærø, der nu frygter, at deres indbringende forretning er ødelagt.

Hidtil har bryllupsindustrien nemlig været et område, der har sikret indtjening på øen. Ærø har hidtil haft en samlet omsætning på 30 millioner kroner om året fra de mange bryllupper på øen.

Men efter de nye regler er trådt i kraft, har flere firmaer på Ærø mistet store dele af deres omsætning. Det mærker de allerede knap to måneder efter, at ændringerne trådte i kraft.

Læs også Regeringen vil have mere kontrol med 'Europas Las Vegas'

Hos Danish Island Weddings har de i løbet af de seneste ti år viet 2.500 par. Men nu er der stille. Helt stille. 

- Vi har haft en nedgang på 80 procent i januar og februar. Det er ret kritisk. Ingen lille virksomhed kan holde til at miste så meget af sin omsætning, fortæller bryllupsarrangør John Moloney, der sammen med sin kone ejer og driver Danish Island Weddings. 

Nye regler

Før i tiden var det kommunerne selv, der stod for at godkende papirarbejdet, når udenlandske par ville giftes i Danmark. Men siden årsskiftet har den opgave ligget hos den centrale enhed for prøvelse af ægteskaber i Odense.

Og det kan mærkes.

- Der har været en katastrofal forskel. Problemet er at få parrene igennem systemet på en hurtig og effektiv måde, siger John Moloney.

Reglerne skal mindske snyd

De nye regler skal forsøge at opdage par, der via et ægteskab svindler sig til EU-rettigheder.

 

En række politikere mente, at for mange udenlandske par udnyttede muligheden for at blive gift i Danmark.

 

Derfor vedtog regeringen i december sammen med Socialdemokratiet, Enhedslisten, Alternativet, Radikale Venstre og Socialistisk Folkeparti en ny indsats mod proformaægterskaber.

Men det er ikke kun bryllupsarrangørerne på Ærø, der er ramt af ændringerne. Også i caféen 'Den Gamle Købmandsgård' sætter de nye regler sat spor.

- Vi mærker tydeligt forskellen. Der er stille i gaderne, og der er stille her i caféen. Vi går lidt rundt om os selv og venter på, at der kommer nogen. Men der er bare stille. Det er ret kritisk, og det betyder jo, at hvis det fortsætter, er vi nødt til at skære ned på medarbejdere. Og det ville være ret ærgeligt, siger Rikke Pelle, der er medindehaver af caféen.

På caféen laver de blandt andet bryllupskager og serverer ofte mad for brudeparene. Her er Rikke Pelle - ligesom frisørerne, blomsterbutikkerne og fotograferne - bekymret for den manglende brudepar.

- Der er en lidt deprimeret stemning, og der ligger lidt en tung dyne over alle. Hvad skal der ske nu, og hvad kan vi gøre? Der er bare en trykket stemning, siger Rikke Pelle.

Vækker bekymring

Bryllupstursimen omsætter for de førnævnte cirka 30 millioner kroner om året på Ærø. Derfor har det også været vigtigt løbende at gøre opmærksom på problemerne for Ærø Turist- og Erhvervsforning .

- Når ændringen er så markant, så er man jo lidt oppe på barrikaderne, for det er jo virksomhedernes levevej, som man gambler med, siger Chris Hammeken, der er direktør for Ærø Turist- og Erhvervsforening.

Torsdag var repræsentanter fra bryllupsturismen til møde med Statsforvaltningen. Et møde der ifølge Chris Hammeken var afgørende for Ærøs fremtid som bryllupsdestination.

- Det gik heldigvis rigtig godt. Der var en god dialog, og også med nogle lovninger om at nogle ting vil blive anderledes og lidt bedre i fremtiden, siger Chris Hammeken.

Blandt andet blev det besluttet, at bryllupsbureauerne får en hotline til den centrale enhed, der håndterer papirarbejdet.

- Der skal ske noget nu

Chris Hammeken er altså optimist, men ændringerne skal komme med det samme, mener dem, der lever af de bryllupper, der nu er forsvundet.

- Jeg er meget bekymret for, at alt det arbejde, vi har lavet i de sidste par år, det bare fra den ene dag til den anden bare ryger på gulvet, siger Rikke Pelle.

- Det er ret kritisk lige nu, og tiden er kritisk. Vi har brug for, at ringene forbedrer sig inden for en måned. Ellers har vi et problem, siger John Moloney.

02:38

Se hele indslaget om bryllupsproblemerne på Ærø.

Luk video