I det fynske folks tjeneste

Ankestyrelsen: Ærø må gerne bruge hus til tilflyttere

Ankestyrelsen vil dog ikke have, at kommunal udlejning minder om sommerhusudlejning.

Ærø Kommunes såkaldte bosætningshus i Bregninge er lovligt at leje ud til folk, der overvejer at flytte til øen.

Det har Ankestyrelsen netop afgjort på baggrund af en henvendelse fra Ærøs politikere.

I efteråret besluttede kommunalbestyrelsen på Ærø at undersøge muligheden for at leje yderligere huse ud i Marstal og Søby, men forinden ville man gerne være helt sikker på, at man ikke overtræder kommunalfuldmagten.

For normalt må kommuner ikke drive kommerciel udlejningsvirkomhed, og det fastholder Ankestyrelsen i sit svar.

Man henviser blandt andet til, at det tidligere er blevet til et nej til Bornholm Regionskommune, der gerne ville etablere tilflytterboliger for at rekruttere nye medarbejdere.

Boligerne skulle bruges i højst seks måneder til tilflyttere, der er blevet ansat eller skal arbejde som selvstændige på Bornholm.

Ærø Kommunes ejendom i Bregninge blev etableret som led i et byfornyelsesprojekt, og Ankestyrelsen giver grønt lys for, at kommunen lovligt kan bruge huset som reklame for at trække nye virksomheder, tilflyttere eller turister til øen.

Men det bør højst være i perioder på tre-fire måneder og til markedsleje, fastslår Ankestyrelsen.

Opholdet skal ikke være så kort, at det kan sidestilles med udlejning af ferieboliger, da det ikke er en lovlig kommunal opgave.

I afgørelsen understreger Ankestyrelsen også, at der er grænser for, hvor mange huse eller lejligheder en kommune må udleje til borgere, der overveje at flytte til kommunen.