I det fynske folks tjeneste

Ærø trak mere end roller i musicals og New Yorks fristelser

Han spiller en habil mundharmonika, og har i flere år hjulpet sit parti på en bestyrelsespost, men der er tale om debut som kandidat på Ærø for Peder Vilhelm Sørensen.

- Det her er en Lee Oskar mundharmonika. Den er i G-dur, smiler Peder Vilhelm Sørensen og vender og drejer den sølvskinnende mundharmonika, og tilføjer:

- Jeg har vel 12-13  mundharmonikaer i alt. Og jeg synes da selv, at det går helt godt med at spille.

Jeg elsker at stå på en scene. At kunne fyre den af sammen med orkestret

Peder Vilhelm Sørensen

Den 51-årige politiske debutant for Socialdemokratiet tager imod i Caféen, der ligger ud til Ærøskøbings gamle torv.

Her gør har sammen med et par medlemmer af bandet "De Glade Lokale" klar til at give deres helt egen udgave af Eric Claptons "Lay Down Sally". Rundt omkring er cafégæster ved at indtage deres frokost eller dampende kaffer i alskens udgaver, uden det dog rører Peder Vilhelm Sørensen. 

Læs også Politiker uden politik: Vejen mod borgmesterkæde begyndte som bjergbonde

Elsker at stå på en scene

- Jeg elsker at stå på en scene. At kunne fyre den af sammen med orkestret. Nu mangler vi et par mand i dag, men det skal nok gå.

For lige at slå noget helt fast til ikke mindst vore læsere på Ærø, så er der tale om Peder "Bif". Ærø har stor forkærlighed for øgenavne, og for Peder Vilhelm Sørensen er der en helt simpel forklaring.

Peder Vilhelm Sørensens fortid er tæt knyttet til Danmarks mindste biograf, hvilket han fortæller om i Politiker Uden Politik. Foto: Flemming Ellegaard

- Mine forældre drev den lokale biograf her i byen. På et tidspunkt blev min far syg, og så opfordrede kommunen mig til at komme hjem og drive den. Og det havde jeg det godt med, for ude godt, men hjemme bedst. Og jeg har det allerbedst på Ærø. Og, nå ja, så blev øgenavnet hængende.

Boede i en periode i New York

En anden kurs var dog ellers udstukket for den tømreruddannede ærøbo, der boede i København i en periode, og blandt andet spillede mundharpe i Kim Larsen-musicalen "Kielgasten". 

- Det gav mig blod på tanden, så jeg rejste til New York og læste til skuespiller på Lee Strasbergs skole på Manhattan. Men for nu at være helt ærlig, så følte jeg ikke, at talentet var stort nok. Så da der blev ringet fra Ærø, og de spurgte, om jeg ville komme hjem, ja, så var valget ikke så svært, indrømmer Peder Vilhelm Sørensen.

I 13 år var Peder Vilhelm Sørensen chefen på restaurant Foto: Flemming Ellegaard

Biografen er for længst solgt videre. Det samme er restaurant "Mumm", som han drev i 13 år. Nu er han ansat på restauranten og har det godt med ikke at stå med hele ansvaret.

Hård branche havde omkostninger

- Det er en hård branche. Jeg må da indrømme, at jeg i en periode fik for meget at drikke. Men for nogle år siden sagde jeg stop fra den ene dag til den anden og drak ikke noget i halvandet år. Det gav meget ros og respekt fra folk, jeg kender. I dag kan jeg godt nyde øl og vin, men det er på et helt andet niveau end dengang.

03:29

Bandet "De Glade Lokale" tæller, udover Peder Vilhelm Sørensen, også Yuki Bandino og Gunnar Schmidt Hansen, der her øver Eric Claptons "Lay Down Sally".

Luk video

Den mentale opvarmning er ved at være slut. Stemmebåndet er i hvert fald smurt, så den musikalske politiker smutter op til Yuki og Gunnar, de to medlemmer af "De Glade Lokale", der havde tid til at give et enkelt nummer på en hverdag kort inde i valgkampen. Peder Vilhelm Sørensen slår en takt an med højre fod.

- En, to, tre...

Mød Ærø-politikeren i Politiker Uden Politik på TV 2/FYN tirsdag den 31. oktober.

Læs også Politiker uden politik: Frirum fyldt med Disney og kager