Ærø-værft får ny, stor ordre

Aldrig tidligere har ordrebøgerne hos Søby Værft været så fyldte. To færger og tre trawlere skal leveres i løbet af 2018.

Søby Værft har skrevet kontrakt med tre norske redere om bygning af tre 15 meter store sterntrawlere.

Det skriver værftet i en pressemeddelelse.

Nybygningerne kommer som et led i værftets strategi på området og kan bygges i forlængelse af værftets nuværende to nybygningsordrer: en el-færge til Ærø Kommune og en hybridfærge til Lemvig Kommune. Hybridfærgen skal sættes ind på Thyborøn–Agger-overfarten. 

De to færger skal leveres i første kvartal 2018.

Nybygningsordrerne sikrer værftet flere arbejdspladser og vækst hos samarbejdspartnerne. De understøtter desuden de øvrige aktiviteter, som reparation og vedligeholdelse af skibe samt motoroverhalinger og rørarbejde verden over.

Med den norske ordre har Søby Værft den største tilgang af ordrer nogensinde, skriver værftet i pressemeddelelsen.

De tre trawlere skal leveres i tredje kvartal 2018.

Oversigt

    Oversigt