Ærøbudget på plads: Flere penge til færgerne

En enig kommunalbestyrelse på Ærø indgik sent onsdag aften forlig om næste års budget. Der er flere penge til færger og renovering af kommunale bygninger.

Det afspejler sig i budgettet, at Ærøboerne går op i en stabil færgedrift. Kommunalbestyrelsen på Ærø indgik onsdag aften forlig om næste års budget, og her er der fokus på, at der skal investeres flere penge i øens færger. Ved at investere i færgerne, kan man nemlig få en billigere og mere stabil færgedrift.

- Vi har sat penge af til to nye generatorer til tvillingefærgerne og til en thrusteropgradering (forskrue som gør det nemmere at navigere, red.) af MS Marstal og MS Skjoldnæs, og det er blandt andet med til at gøre færgedriften mere stabil og billigere, siger Ærøs borgmester Ole Wej Petersen, Soc.dem.

Enig kommunalbestyrelse

Alle 15 medlemmer af kommunalbestyrelse står bag budgettet, hvor der også er blevet sat penge af til vedligeholdelse af kommunale bygninger.

- Jeg er glad for, at hele kommunalbestyrelsen er med. Vi har bestræbt os på, at alle kan se sig i budgettet, og så har vi bestræbt os på ikke at udvide driften, men at lave engangsinvesteringer, som kan være med til at gøre driften billigere.

I budgettet er der også blev sat penge af til små udvidelser af servicen i budgettet for 2019. Pengene skal blandt andet gå til et råd for udsatte, offentlig åbningstid i Ærøs svømmehal og ansættels af en koordinator på området for Vedvarende Energi.

- Koordinatoren skal blandt andet brande Ærø på området for vedvarende energi. Men opgaven er også at få Ærø med i projekter med vedvarende energi og arbejde med, at Ærø får del i de puljer, der er på området, forklarer borgmester Ole Wej Petersen.

Råd for udsatte

I budgetforliget er der også blevet sat penge af til et råd for udsatte.

- Vi vil gerne gøre det godt for den gruppe også, og vi har ikke et udsatteråd. Det vil vi gerne nedsætte, for at kommunalbestyrelsen kan få gode input fra rådet.

quote Vi har bestræbt os på, at alle kan se sig i budgettet, og så har vi bestræbt os på ikke at udvide driften, men at lave engangsinvesteringer, som kan være med til at gøre driften billigere.

Ole Wej Petersen, borgmester, Ærø, Soc.dem.

Der er ikke blevet skåret på nogle velfærdsområder i Ærø Kommunes budget, blandt andet på grund af en solid kassebeholdning. Men i årene fremover skal der rationaliseres.

- Vi har lagt en rationaliseringsblok ind på fire millioner i budgettet for 2020 og årene fremover, for her ser vores økonomi mere anstrengt ud, forklarer borgmesteren.

I budgettet er der også sat penge af til at hjælpe pendlere på ærøfærgerne. Kommunalbestyrelsen har sat 100.000 kroner af til billigere pendlerbilletter og 50.000 kroner til bedre pendler faciliteter.

Oversigt

    Oversigt