Ærøs nye elfærge er næsten klar til jomfrurejsen

Ærø Kommune har de seneste fire år arbejdet på en lydløs elfærge. Nu er færgen Ellen næsten klar til sin jomfrurejse.

Færgen er 100 procent drevet på el - med undtagelse af olie til gearene. Den er helt lydløs, når den sejler. Den kan sejle 22 sømil, før den skal oplades, og så hedder den Ellen.

Ellen er en elfærge, som Ærø Kommune har arbejdet på siden 2015, og i går havde hun sin uofficielle jomfrurejse, da den nye elfærge blev testet til søs.

quote Færgen i sig selv koster nok omkring 110 millioner kroner, hvis vi skulle købe en til i dag. Det er lidt dyrere end en konventionel færge, men vi håber jo virkelig, at den hurtigt tjener sig ind igen.

Trine Heinemann, projektkoordinator på elfærgeprojektet i Ærø Kommune

- Det er jo helt enestående det her og virkelig en kæmpe, kæmpe milepæl. Det er et projekt, som vi har arbejdet på i omkring fire år. Til tider har det virkelig trukket tænder ud, det er derfor virkelig en stor lettelse, at vi nu kan sejle med Ellen, siger Trine Heinemann, som er projektkoordinator på elfærgeprojektet i Ærø Kommune.

Ellens uofficielle jomfrurejse
Fotograf: Cecilie Larsen

Ellen bliver i denne uge testet i tekniske søprøver af Ærø Kommune. I næste uge skal Ellen dog til den rigtige eksamen, hvor hun skal stå over for Søfartsstyrelsen. Her er det de helt officielle søprøver, som Ellen bliver testet i.

- Jamen det er jo gået rigtig fint mandag og tirsdag med prøverne med Ellen. Vi tester nok en enkelt gang igen i denne her uge, men det er virkelig gået upåklageligt. Dét som virkelig overrasker mig, er, at færgen er helt stille, siger Trine Heinemann til TV 2/Fyn og fortsætter.

- Man bliver helt irriteret over alle de andre lyde, som åbenbart er ude på havet. Ellen er virkelig helt lydløs, og det overrasker mig, siger projektkoordinatoren.

Færgen har kostet 120 millioner kroner

Verdens største batterikapacitet

Færgen er støttet og kraftigt finansieret af EU’s forskningsprogram. Alle partnerne i EU-projektet har fået omkring 120 millioner kroner til projektet. Pengene går på alt fra udvikling, idéudvikling, planlægning og det praktiske arbejde med selve færgen.

- Færgen i sig selv koster nok omkring 110 millioner kroner, hvis vi skulle købe en til i dag. Det er lidt dyrere end en konventionel færge, men vi håber jo virkelig, at den hurtigt tjener sig ind igen, siger Trine Heinemann.

Billetpriserne kommer ikke til at ændre sig, selvom færgen er 100 procent drevet af el. Det bliver på sigt nemlig Ærøfærgerne, der kommer til at overtage elfærgerne, og de har som udgangspunkt ikke tænkt sig at pille ved billetpriserne.

2030 skal Ærø være fossilfri

Elfærgen passer perfekt ind i Ærøs nye vision om, at de skal være fossilfrie i 2030. Det betyder, at alle færger og busser skal køre 100 procent på el.

- Det er jo rimelig sigende. Det er nøjagtig samme diskussion, som med biler. El udleder, af gode årsager, ingen Co2. Generelt har vi ikke været gode til at være grønne på transportområdet i Ærø Kommune, og det hænger jo ikke sammen med, at Ærø jo gerne vil være så grønne som overhovedet muligt. Derfor er det en logisk beslutning, at færgerne bliver grønne, siger projektkoordinatoren.

Skjoldnæsfærgen sejler på sidste vers

Borgerne har allerede bestilt billetter

Selvom færgen først anslås til at skulle sejle den 1. juni, så er den første tur allerede fuldt booket.

Ellen kommer, i første omgang, til at sejle fra Søby til Fynshav. På sigt skal Ellen erstatte Skjoldnæsfærgen helt. Derudover har Ærø Kommune også en ambition om, at elfærger kommer til at erstatte samtlige færger på Sydfyn.

Oversigt

    Oversigt