Ærøfærge er fortsat på grund efter stormen

148 passagerer er stadig fanget på Ærøfærgen, efter at den søndag eftermiddag stødte på grund.

148 passagerer venter fortsat på at komme til Ærø, efter at M/F Ærøskøbing gik på grund mellem Svendborg og Ærø søndag klokken 16.15.

- Færgen sidder fast på en sandbanke i sejlrenden, og vi venter på at vandet stiger, så vi kan komme løs. Først fik vi at vide, at klokken 03 og så klokken 06 ville vi komme fri, men nu regner vi med omkring klokken 10, siger direktør Keld Møller fra Ærøfærgerne. 

- Der er ingen fare for passagererne, men nu begynder de at blive lidt utålmodige, fordi det er snart 16 timer, de har siddet fast. Og det er selvfølgelig irriterende at vente, siger han.

En af de strandede passagerer er jobcenterchef Jens Braarup. Han kalder det "en lang nat".

- Det har ikke været mange liggemuligheder, men kun nogle enkelte stole, som man har kunnet slappe af i. Så vi er alle sammen meget trætte, fortæller han til Fyens.dk.

Han er dog imponeret over børnene.

- Selv de helt små børn har bare tøffet rundt og været i godt humør, siger Jens Braarup.

Der er stadigvæk proviant på færgen, siger færgedirektør Keld Møller. Og passagererne har fået varme og smurte rundstykker til morgen.

- Og så skal de selvfølgelig ikke betale for denne her tur, ligesom de alle sammen får en fribillet, så de kan blive kompenseret med en anden tur, siger han.

Trods færgedirektørens håb om snart at have færgen i land, så er Søværnets Operative Kommando mere tilbageholdende med prognoserne.

- Vi vil helst ikke sige noget om tidsperspektivet, siger den vagthavende hos Søværnets Operative Kommando.

Når færgen er i havn skal skroget undersøges af dykkere, og er der ikke sket skader på færgen, forventer direktør Keld Møller, at man kan sejle igen 14.45.

Oversigt

    Oversigt