Ærøskøbing - valgtemaer

-

-

Deltag i debatten om valget i Ærøskøbing


Ærøskøbing er normalt en solid Venstre-kommune, men ved valget i 97 mistede Venstre tre mandater, det absolutte flertal og borgmesterposten (Jens Groth-Lauritsen). For første gang nogensinde sikrede Socialdemokratiet sig borgmesterposten. Det kan blive spændende at se, om vælgerne igen har tillid til den nuværende borgmester, Jørgen Otto Jørgensen, eller om Venstre kan tilbageerobre magten. Der bliver i øvrigt kamp om pladserne i kommunalbestyrelsen, da man har besluttet at beskære antallet af pladser fra 15 til 13 af økonomiske grunde.


Kaotisk konstituering
Efter valget i 1997 kom Socialdemokratiet til magten med hjælp fra Vest Ærø Borgerliste, der blev fordoblet fra to til fire mandater. Kort efter tiltrædelsen gik Borgerlisten dog bag socialdemokraternes ryg. Vest Ærø Borgerliste sendte et brev til det værft i Esbjerg, der skulle bygge to nye Ærø-færger, hvor de bad om, at byggeriet blev midlertidigt stoppet. \"Det var uparlementarisk\", siger borgmester Jørgen Otto Jørgensen. Og den adfærd blev straffet. Socialdemokratiet fratog Vest Ærø Borgerliste formandsposterne i to udvalg, som i stedet blev tildelt Venstre.


Venstre var stadig i opposition til Socialdemokratiet, og det er lykkedes Venstre - uden om Socialdemokratiet - at få gennemført en af sine mærkesager: tilbygning og modernisering af de to ældrehjem. Det skete via stemmer fra Vest Ærø Borgerliste. Socialdemokratiet ville hellere have samlet ældrehjemmene til ét.


Skårene efter den kaotiske konstituering er efterhånden klinket, og Jørgen Otto Jørgensen går igen efter en bred konstituering, hvis Socialdemokratiet kan bestemme. På forhånd udelukker partiet ikke et samarbejde med Vest Ærø Borgerliste i den næste periode. Det gør borgerlisten heller ikke, men hælder dog til en borgerlig borgmester næste periode. Borgerlisten føler stadig, at Socialdemokratiet opførte sig utroværdigt overfor listen efter konstitueringen sidst.


To nye partier er aktive
Ved forrige valg var der kun fire partier eller lister, der stillede op i Ærøskøbing, men i år bliver der mere at vælge imellem. Både Fremskridtspartiet og SF er også på banen - SF for første gang på Ærø.


Dyrt spildevand
Ærøskøbing døjer som nabokommunen med et faldende indbyggertal. Det giver lavere skatteindtægter. Som om økonomien ikke er trængt nok af den grund, kæmper Ærøskøbing også med nogle meget store udgifter til kloakering og afgifter på vandudledning. Kommunen har flere gange forsøgt at overbevise ministeriet om, at den har brug for hjælp til udgifterne - det er endnu ikke lykkedes.


Måske sidste valg
I den forgangne periode har Marstal og Ærøskøbing Kommuner vist, at de kan stå sammen, når det gælder. Med en imponerende folkelig opbakning lykkedes det Ærø at bevare navigationsskolen i Marstal, der ellers var bebudet lukket. Det samarbejde vil særligt Ærøskøbing Kommune gerne udvide til en egentlig kommunesammenlægning. I øjeblikket arbejder et fælleskommunalt embedsmandsudvalg på at klarlægge konsekvenserne af en sammenlægning. Det er meningen, at borgerne skal spørges i 2003. Hvis udfaldet bliver positivt, regner politikerne med, at de to kommuner kan smelte sammen til én i forbindelse med det næste kommunalvalg i 2005.


Kommuneskat 2001: 21,5%


Tilbage til hovedsiden om Ærøskøbing

Oversigt

    Oversigt