I det fynske folks tjeneste

Verdens ældste fylder rundt: Æselpingvinen Olde fejret

Verdens ældste æselpingvin hedder Olde og bor i Odense Zoo. Hun har scoret en yngre model, som trofast står ved sin livsledsagers side. Onsdag fylder Olde 40 år.

00:30

Onsdag er ikke en almindelig dag i Odense Zoo. Verdens ældste æselpingvin fylder 40 år. Video: Signe Ryge

Det er tilsyneladende en helt almindelig morgen i Odense Zoo. Solen skinner, og det samme gør de glinsende fisk, der serveres til morgenmad for havens pingviner.

Men det er slet ikke en almindelig morgen. For i dag skal der fejres fødselsdag.

Læs også Drama i zoo: Unge kidnappet af homoseksuelle hanpingviner

Det er ikke noget, der normalt sker i Odense Zoo, men dagens runde fødselar er heller ikke helt almindelig: Hun bærer navnet Olde, fylder 40 år onsdag og er intet mindre end verdens ældste æselpingvin.

- Hun er en stille og rolig ældre dame, som har gjort det godt. Hun er tiptipoldemor og har over 100 efterkommere rundt omkring, så det er flot klaret, siger Sandie Hedegård Munck, der er dyrepasser i Odense Zoo.

Hun har udvalgt en yngre model, som holder ved, så hun må jo kunne noget

Sandie Hedegård Munck, dyrepasser, Odense Zoo

Odense Zoo er vældigt godt tilfredse med at have verdens ældste æselpingvin.

- Det er rigtigt stort for os. Det viser, at vi passer godt på hende, og at hun trives, selvom hun ikke kan så meget mere. Hun lægger ikke æg mere og er holdt op med at bygge rede, så det er slut med det. Nu skal hun have lov til at nyde sit otium, så længe hun lever, siger dyrepasseren.

Læs også Fynske hanpingviner på barnerov trækker overskrifter verden over

Trofaste ægtefæller

De fleste pingviner lever i lange, monogame forhold. Det samme gælder for Olde. Hun lever sammen med sin yngre mage, som trofast er ved hendes side, selvom hun ikke længere kan lægge æg og få unger.

00:12 Luk video

-  Hun har udvalgt en yngre model, som holder ved, selvom hun ikke kan yngle mere, så hun må jo kunne noget, siger Sandie Hedegård Munck.

Fødselsdagsbad

Oldes runde fødselsdag skal festligholdes på en måde, der er den helt rigtige for pingviner: Mad og bad.

- Hun må få alt det, som hun vil have at spise. Hun har også fået et særligt morgenbad i morges, en lille dusch, og det var hun rigtigt glad for, for hun går ikke så meget i vandet mere, siger Sandie Hedegård Munck.

Æselpingvin

Æselpingvinen hedder på latin Pygoscelis papua.

 

Æselpingvinen er opkaldt efter sit kald, der lyder som et æselbrøl. Den kan let kendes på den hvide stribe på toppen af hovedet. Af de 18 pingvinarter har æselpingvinen også den længste hale.

 

Hannen og hunnen udruger deres æg sammen i en rede bygget af sten. De skiftes til at holde æggene varme og hente føde. Når æggene er klækket, fodres ungerne med fisk. Æselpingvinen er tilpasset den ekstreme kulde ved at have mange fjer og dun plus et tykt lag fedt på kroppen.

 

I Odense Zoo efterlignes forholdene på Antarktis ved at justere lyset hos pingvinerne, så det følger døgnrytmen i deres naturlige leveområder. I Odense Zoo bor verdens ældste æselpingvin, som er udklækket 1. maj 1979.

 

Kilde: Odense Zoo

Se mere

Selvom Olde har det fint, sin høje alder taget i betragtning, så nærmer en trist dag sig uafvendeligt.

- Vi frygter at miste hende. Hun er sådan en, som vi holder ekstra øje med. Hvis hun ikke er på sin faste plads, så leder vi efter hende, for hun kan godt lægge sig ned og se træt ud, og så bliver vi bekymrede. Hun får særlig opmærksomhed. Vi har et særligt forhold til samtlige pingviner, og de ældste og udsatte får ekstra opmærksomhed, siger Sandie Hedegård Munck.

02:02 Luk video