Æv æv æv - Viktor taber semifinale

Chen Long var for stor en mundfuld for Viktor Axelsen i OL-semifinalen.

Fynboen tabte i to sæt.

Relativt overbevisende sejrede den stærke kineser med cifrene 21-14 og 21-15. Axelsen skal nu spille om bronze mod kineseren Lin Dan, mens Chen Long skal dyste om guld mod verdensetteren Lee Chong Wei fra Malaysia.
 

I otte indbyrdes møder inden fredagens opgør var det kun blevet til en enkelt sejr til Axelsen over Chen Long. Det var til gengæld i det seneste møde ved Super Series-finalen i Dubai tilbage i december 2015.
 
Derfor var der håb om en dansk finaleplads, men det kom aldrig tæt på.

 Danskeren kom godt fra start og var foran 3-0, inden Chen Long stemplede ind med fire point på stribe.
 
Begge spillere fandt rytmen, men det var det meste af vejen med et lille plus i dansk favør, og med sin anden netruller kunne Axelsen smashe sig på 11-9 midtvejs i sættet.
 
Viktor Axelsen begyndte dog at lave nogle lette fejl, og fra 12-12 rykkede verdensmesteren fra med seks point på stribe.
 Det endte med kinesisk sætsejr på 21-14.

 

 
Også andet sæt blev indledt med danske fejl, og Axelsen famlede febrilsk efter både kvalitet og stabilitet i sit spil.
 
Det var kun i perioder, danskeren for alvor kunne trænge igennem med sine angreb mod den kinesiske mur, hvorfor han konstant haltede efter på pointtavlen.
 
Nede med fem point ved 9-14 så det svært ud, og det endte med kinesisk sætsejr på 21-15.

 

 

 

Oversigt

    Oversigt