I det fynske folks tjeneste

Æwlekø i Ørbæk: Freddy fik byttet sine 250 kilo til most

Der var lang bilkø mandag ved mosteriet i Ørbæk. Fynboerne kan den næste halvanden måned aflevere æbler fra haven og få æblemost igen.

00:22

Der var lang kø til mosteriet i Ørbæk mandag morgen. Video: Ole Holbech

Bugner dine æbletræer i haven af så meget frugt, at du ikke selv kan nå at spise dem? Så kan du indgå en byttehandel med Orskov Foods.

For 100 kilo æbler kan du få 10 liter æblemost med hjem. Mandag morgen åbnede mosteriet op for den store byttehandel, og det skabte lange køer. Faktisk var der allerede lang bilkø ned langs vejen en halv time, før mosteriet åbnede. 

Mandag morgen var der lang kø til mosteriet i Ørbæk.  Foto: Ole Holbech

Én af de mange fynske haveejere, der var mødt op mandag med traileren fuld af æbler, var Freddy Clavsen fra Marslev. Han glædede sig meget til at komme af med al den frugt fra haven. 

Sæsonen sidste år var katastrofal. Så vi regner med, at vi i hvert fald får dobbelt så mange æbler i år som sidste år

Jesper Nordall Madsen, fabrikschef på Orskov Foods

- Det er dejligt, fordi nu har vi alligevel haft dem stående lidt. Men det havde nok givet et par hundrede kilo mere, hvis jeg havde kunnet aflevere dem lidt før, siger haveejeren fra Marslev. 

Men haveejerne er ikke de eneste, der har set frem til, at handlen kunne begynde. 

- Vi har set frem til den her dag med store forventninger, og det kan vi se mange andre også har, fortæller Jesper Nordall Madsen, der er fabrikschef på Orskov Foods. 

Læs også Tørken får konsekvenser: - Der kommer til at mangle løg

00:25

Fabrikschefen i Ørbæk har set frem til at byttehandlen kunne begynde. 

Luk video

Stopper madspild

Den store byttehandel kommer ikke kun haveejerne og mosteriet til gode. Faktisk kan den store byttehandel på Fyn også være med til at nedsætte madspild. 

- Tiden har indhentet os på den gode måde. Folk vil gerne bruge deres haveæbler til noget i stedet for bare at lade dem gå til spilde ude i haven. Så man kan komme her og aflevere sine æbler, så er man også en del af at undgå madspild, fortæller Jesper Dalskov-Rasmussen, der er Key Account Manager.

God tid til en byttehandel

Det er ikke kun mandag, at man kan bytte sine æbler til most på det fynske mosteri. Man kan komme med sin frugt helt indtil den 26. oktober. 

- Sæsonen sidste år var katastrofal. Så vi regner med, at vi i hvert fald får dobbelt så mange æbler i år som sidste år, fortæller Jesper Nordall Madsen. 

Faktisk så regner de med at hele 40 tons æbler bare mandag finder vej til deres mosteri. 

Freddy Clavsen fik afleveret alle sine æbler i traileren, som vejede 250 kilo. Han er godt tilfreds med at køre hjem til Marslev, hvor æblerne ikke ligger og rådner op i haven og med 25 liter æblemost.

02:36 Luk video