Affald bliver til naturgas

Fredag eftermiddag bliver et nyt topavanceret biogasanlæg i Bogense tilsluttet det landsdækkende naturgasnet.

Bag naturgasnettet står Nature Energy Nordfyn, der er et samarbejde mellem Nature Energy og 34 lokale landmænd.

- Vi har sat os for at effektivisere og modernisere udbygningen af dansk biogas. Det nordfynske anlæg ville vi være færdige med ved årsskiftet. Det blev vi, så nu er vi et skridt videre i den grønne omstilling af Danmarks energiforsyning, hvor gas har en rolle at spille ligesom sol- og vindenergi, siger administrerende direktør i Nature Energy, Ole Hvelplund.

Biogasanlægget vil med husdyrgødning fra landbrug og affald fra industri producere 10 millioner kubikmeter biogas. Gassen bliver ledt direkte ind i naturgasnettet og erstatter en tilsvarende mængde fossil naturgas. I forvejen findes der tre lignende anlæg og med indvielsen i Bogense fredag vil biogasanlæggene producere gas til 30.000 husstande.

- Hele verden tog til klimatopmøde i Paris for at skabe bedre betingelser for klimaet. Det lykkedes jo ganske godt. Nature Energys nye biogasanlæg på Nordfyn er en realitet, der både forbedrer klimaet og landmændenes økonomi, siger energi-, forsynings-, og klimaminister Lars Chr. Lilleholt, der holder indvielsestalen fredag klokken 15.

Anlægget har kostet omkring 170 millioner kroner og Nordfyn har modtaget anlægsstøtte på næsten 30 millioner kroner fra fra statens biogaspulje.

Oversigt

    Oversigt